Fagfolk: Flytning af kontrollen løser ikke problemet

De nuværende vanskeligheder bunder i bevillingsmæssige og organisatoriske forhold i Fødevarestyrelsen, siger Forbrugerrådet. - Arkivfoto: AP
De nuværende vanskeligheder bunder i bevillingsmæssige og organisatoriske forhold i Fødevarestyrelsen, siger Forbrugerrådet. - Arkivfoto: AP
Lyt til artiklen

Skruppelløse firmaer er ligeglade med, hvilken minister der har ansvaret for kontrollen af fødevarer. De sælger gammelt kød, hvis det passer dem. Derfor rager det dem en høstblomst, om statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) bøjer sig for et flertal i Folketinget og flytter fødevareområdet væk fra Forbrugerministeriet. »Ren kosmetik« Nogenlunde sådan lyder svaret, når fagfolk vurderer konsekvensen af at flytte Fødevarestyrelsen tilbage til Fødevareministeriet, sådan som DF foreslog i går. »Det forslag er ren kosmetik. Det ændrer ikke ved, at selve filosofien i kontrollen er forkert. Skandalerne beviser, at man ikke kan overdrage ansvaret for sikre fødevarer til virksomhedernes egenkontrol«, siger bromatolog Orla Zinck, der rådgiver fødevarevirksomheder og tidligere har været chef i Statens Levnedsmiddelinstitut. Landbrugsraadet tvivler også på, at flytteplanerne vil stoppe firmaer uden moral. »Virksomheder snyder på vægten og sælger gammelt kød. Det er deres ansvar - ikke kontrollens. Så selve flytningen af kontrollen løser ikke de problemer, som vi har set for nylig«, siger rådets præsident, Peter Gæmelke. »Skandaler kan ikke undgåes« Rasmus Kjeldahl, direktør i Forbrugerrådet, siger: »De nuværende vanskeligheder bunder i bevillingsmæssige og organisatoriske forhold i Fødevarestyrelsen, så skandaler kan nok ikke undgås ved at flytte området«. Men alligevel synes alle tre, at forslaget er en god idé. De mener nemlig, at regeringen begik en fejl, da den oprettede Forbrugerministeriet i august 2004 og hev Fødevarestyrelsen med over fra Fødevareministeriet. »Jord til bord« Dermed brød regeringen med det såkaldte 'jord til bord' princip, som tidligere fødevareminister Henrik Dam Kristensen (S) får æren for at have indført i Danmark. Princippet går ud på, at samme myndighed skal følge produktionen af fødevarer fra mark og stald helt ud til køledisken og forbrugerens middagsbord. På den måde er det lettere at gribe ind undervejs i processen, hvis noget går galt undervejs. Mindre sammenhængende Men nu har Fødevareministeriet eksempelvis ansvaret for at tjekke det foder, som landmændene giver dyrene, mens Forbrugerministeriet kontrollerer de bøffer, der kommer ud af dyret. Og det gør kontrollen mindre sammenhængende, mener Orla Zinck, Landbrugsraadet og Forbrugerrådet. »Flere andre lande kopierede 'jord til bord' princippet for at sikre den bedst mulige kontrol gennem alle led i produktionen. Tidligere kunne det samme Ministerium spore varen gennem alle led helt tilbage til foderet, det er mere besværligt nu«, siger Rasmus Kjeldahl. Fornuftigt at samle processen Han nævner, at hvis der opstår en mistanke om snyd med økologiske fødevarer, så er det Forbrugerministeriet, der har ansvar for at tjekke kødet, mens Fødevareministeriet skal dykke ned i, om dyret nu også har fået økologisk foder. »Alt starter ude på jorden, hvor jeg fodrer mine dyr. Derfor er det fornuftigt at have hele processen samlet«, siger Peter Gæmelke. Rasmus Kjeldahl mener desuden, at den massive fokus på fødevarekontrol betyder, at forbrugerminister Lars Barfoed (K) ikke har haft nok tid til vigtige forbrugerspørgsmål om banker og ejendomsmæglere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her