Fagfolk: Grove fejl skyld i brokollaps

Eksperter vurderer, at der skal markante uregelmæssigheder til, før der sker et kollaps af en bro som den ved Limfjorden, der styrtede sammen og dræbte en bygningsarbejder. - Foto: Ajs Nielsen
Eksperter vurderer, at der skal markante uregelmæssigheder til, før der sker et kollaps af en bro som den ved Limfjorden, der styrtede sammen og dræbte en bygningsarbejder. - Foto: Ajs Nielsen
Lyt til artiklen

Der var tale om grove fejl, da en motorvejsbro i Aalborg tirsdag styrtede sammen, mens den var under opførsel. Sådan lyder vurderingen fra en række af landets eksperter i konstruktion af broer. De peger alle på, at sikkerhedsmarginerne er så store, når man bygger denne type bro, at der skal markante uregelmæssigheder til, før der sker et kollaps. »Man har normalt 100-200 procent større bæreevne end nødvendigt, når man hælder betoner på. Og ved midlertidige konstruktioner som denne har man altid meget store sikkerhedsmarginer. Så det er ikke småfejl - det er grove, markante fejl«, vurderer Per Goltermann, lektor i betonkonstruktioner ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Markante fejl Samme vurdering kommer fra andre eksperter på området. »Man må vurdere, at der har været tale om markante fejl. Selv om sikkerhedskravene er lavere ved midlertidige konstruktioner end for en færdig bro, så vil der ikke opstå problemer, hvis man holder sig inden for kravene«, forklarer lektor Rune Brincker, leder af gruppen for bygningsmekanik ved Institut for Byggeri og Anlæg på Aalborg Universitet. Han peger på, at sammenstyrtningen med størst sandsynlighed skal findes i enten en regne- eller udførelsesfejl. Der er stadig langtfra nogen dokumenteret forklaring på brokollapset nord for Limfjorden, der dræbte en arbejder og sendte seks på hospitalet. Konsulentfirmaet Cowi Consult har indledt en uvildig undersøgelse, hvor de indtil nu har indsamlet materiale fra ulykkesstedet og gennemgået kravene til byggeriet. Hård jord Ud fra eksperternes vurderinger er der dog nogle scenarier, der trænger sig mere på end andre. Én årsag kan være, at konstruktionen til broen blev skabt i vinter, hvor frostvejret havde gjort jorden hård. Efterfølgende kan det varmere og mere regnfulde vejr have blødgjort jorden, så konstruktionen ikke kunne bære, da den i tirsdags blev fyldt med mange ton beton, forklarer professor Niels Jørgen Gimsing, DTU. Han understreger, at der kan være mange andre årsager, og at selve ulykken sandsynligvis er sket på grund af en kombination af flere fejl, der kan have forstærket hinandens effekt. »Det væsentlige er at prøve at fastslå, hvor det er startet. Hvis én ting svigter på stilladser af denne art, så kan effekten gradvist brede sig til hele broen«, siger Niels Jørgen Gimsing. En korthuseffekt Han oplyser, at denne type kollaps af motorvejsbroer er sket med cirka ti års mellemrum herhjemme. Også Per Goltermann peger på, at ulykken kan hænge sammen med en korthuseffekt, hvor én fejl starter en slags kædereaktion. Han ser to muligheder for de mest sandsynlige årsager: »Enten er der opstået uventet skæve belastninger, når man har hældt beton på den lidt skrånende bro. Eller også kan understøtningen være svigtet - noget er måske gledet lidt og har så skabt et fremadskridende brud«, vurderer han. Vidner afhørt Aalborg Politi oplyser, at man siden tirsdag har afhørt vidner til ulykken. Og ifølge Vejdirektoratet vil man i næste uge kunne fortælle, hvornår man er klar med en konklusion på Cowis undersøgelse, som man indtil videre - ligesom Arbejdstilsynet - afventer. »Men det er klart, at alle disse gode ideer fra kyndige folk vil indgå i undersøgelsen. Lige nu presser vi på for, at det skal gå hurtigt - selvfølgelig uden at gå på kompromis med sagligheden«, siger Jens Lützen, souschef for Vejdirektoratet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her