De gamle SF'ere må vige pladsen for en ny generation af talenter. Så kontant er budskabet fra flere yngre SF'ere til Villy Søvndal. »SF har mistet mange unge talenter. Partiledelsen bør sende et klart signal til betydelige dele af folketingsgruppen, at de skal vige pladsen for unge. Det kan ikke bare overlades til partiafdelinger rundt i landet«, siger 37-årige Thorstein Theilgaard, der er tidligere næstformand, men har opgivet en folketingskarriere. 'Det er ledelsens ansvar' På samme linje er tidligere SFU-formand 31-årige Peter Goll: »Partiformanden bør tage den besværlige opgave, det er at sige til nogle af de gamle folketingsmedlemmer, at de må flytte sig for yngre kræfter. Der skal ske et generationsskifte, og det er ledelsens ansvar« Peter Goll var opstillet til Folketinget i en kreds, som ikke havde udsigt til at give valg. Siden har han opgivet en politisk karriere. Problemet for SF er, at de har tabt mandater ved valg efter valg. Det har blokeret for nye ansigter i gruppen. »En foryngelse kommer ikke af sig selv. I princippet er alle enige om, at der skal unge til, men det er svært at omsætte til praksis. Det er ikke nok med opfordringer og venlige henstillinger. I Norge havde vort søsterparti samme problem op til valget i 2001, men her gik ledelsen meget bevidst frem og krævede unge kandidater opstillet«, siger 32-årige folketingsmedlem Morten Homann. Søvndal: Jeg vil ikke pottepleje Villy Søvndal, der for et år siden blev valgt som formand på et budskab om fornyelse, afviser at tvinge et generationsskifte igennem. »Jeg vil ikke pege på bestemte og bede dem forlade deres poster til fordel for unge. Jeg vil ikke pottepleje«, siger han. SF's 11 mand i Folketinget tæller 8 medlemmer over 50 år. To har rundet de 60, mens endnu et par stykker gør det i denne valgperiode. Blot tre er under 40. »Jeg opfordrer SF som organisation til at vælge unge kandidater, men det er ikke retfærdigt at måle mig på sammensætningen af folketingsgruppen, fordi der ikke har været valg endnu. Efter næste valg kan jeg love jer, at I kommer til at skrive om en ung folketingsgruppe«, siger 54-årige Villy Søvndal og peger på kommunal- og regionsvalget, hvor SF fik valgt flere unge ind. Vil af med berøringsangsten I København var SF's gruppe på rådhuset kommet op i årene forud for efterårets kommunevalg, men fire yngre kvinder i 30'erne fik topplaceringer på stemmesedlen. På trods af tilbagegang blev alle fire valgt. »Der har været berøringsangst fra den centrale ledelse i forhold til at blande sig i, hvem der skal stilles op. Det er nødvendigt, at ledelsen melder ud, hvilket hold den ønsker at stille med,« siger den nyvalgte borgerrepræsentant Ninna Thomsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























