Socialdemokraternes nye integrationsordfører, John Dyrby, varsler en række nye initiativer, der skal markere en tydeligere forskel mellem partiet og regeringen, når det gælder integrationen af flygtninge og indvandrere. Antallet af indvandrere, der kommer til landet, skal ikke ændres, men det skal måden, de behandles på, siger han. »Regeringen tror på pisken, men det gør vi ikke. Regeringens politik har fejlet«, siger han til Information. Og fortsætter: »Der er jo et kæmpe spænd mellem SF og de radikale til regeringen og Dansk Folkeparti i det her spørgsmål. Vi skal lægge os i det spænd. Vi er et centrumvenstre parti, og der er en stor bane at spille på«. Vil stadig begrænse Ifølge John Dyrby ligger Socialdemokraterne på linje med regeringen, når det gælder om at begrænse antallet, der kommer ind i landet. Til gengæld har regeringen fejlet på områder som asylforhold, boligpolitik samt uddannelsespladser og job til unge indvandrere. »Jamen, den hårde linje i asylspørgsmålet er jo helt forkert. Det der med at tro, at det hjælper at piske folk til at rejse hjem, det holder jo ikke. Så kan det godt være, regeringen har et ideologisk mål, der går ud på, at jo dårligere, vi behandler folk, desto hurtigere rejser de hjem. Men det er jeg uenig i. Lad os dog for pokker behandle de mennesker anstændigt og bruge nogle andre metoder, end dem, regeringen bruger«, siger John Dyrby desuden til avisen. Nuværende stramninger bliver Integrationsordføreren vil komme med forslag, der skal sikre lektiehjælp til indvandrerbørn og skolepraktikpladser til de unge, så de får en uddannelse. Til gengæld fastslår han, at de nuværende stramninger i udlændingereglerne ikke skal ændres. »Men hvis der er nogen, der kan give os en bedre udgave af 24-års reglen, så er vi med på det. Vi ved godt, det ikke er elegant, men det er nødvendigt«, siger Dyrby til Ritzau. Helle er med på den Han understreger, at de nye integrationstiltag ikke markerer en uenighed mellem ham og partiformand Helle Thorning Schmidt. »Vi er enige om det«, siger han. Socialdemokraternes nye integrationsforslag bliver præsenteret senere på året.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























