Butikker har solgt tonsvis af kød med salmonellafare

173 butikker har solgt dårligt italiensk kalkunkød. - Arkivfoto: Rasmus Baaner
173 butikker har solgt dårligt italiensk kalkunkød. - Arkivfoto: Rasmus Baaner
Lyt til artiklen

173 butikker over hele landet har solgt flere ton italiensk kalkunkød, der nu mistænkes for at være inficeret med den særlig farlige salmonellavariant DT 104. Bakterien er modstandsdygtig over for en række antibiotika, og det kan derfor være svært at behandle personer, der bliver syge af den. Parti trukket tilbage Det er især afdelinger af kæden SuperBest, der har solgt de ferske kalkunhaneunderlår. Fødevarekontrollen i Jylland opdagede bakterien, da de tog en prøve af kødet hos en SuperBest-slagter. Nu har importøren trukket resterne af det 9,5 ton store parti kød tilbage fra butikkerne, der solgte kødet i uge 14 fra 3. til 8. april. »Vi kan ikke sige, at der er salmonella i hvert eneste kalkunlår i det parti, men vi kan heller ikke udelukke det. Importøren har kaldt kødet tilbage fra samtlige butikker, men butikkerne har sandsynligvis ikke noget tilbage, medmindre de har frosset det«, siger Henriette Mynster, faglig koordinator i Fødevareregion Syd, kontrolafdeling Vejle. Erklæring manglede Når importøren SuperGros modtager kød fra sin italienske leverandør, følger der ifølge Henriette Mynster normalt en erklæring med kødet, hvoraf det fremgår, at kødet er fri for salmonella DT 104. Det er importørens garanti for, at forbrugerne trygt kan spise fjerkræet. Men SuperGros har oplyst til fødevareregionen, at der ikke fulgte den sædvanlige erklæring med lige netop dette parti, der nu mistænkes for at være farligt at spise. Trods den manglende erklæring har importøren altså alligevel valgt at sende kalkunkødet ud til sine aftagere i detailleddet. Importør kontrolleres Det er ulovligt at sælge fødevarer videre, hvis man har kendskab til, at de muligvis kan være farlige for forbrugerne. »Når importøren oplyser, at de sædvanligvis får de papirer med, så undrer det da mig, at papirerne ikke er med her. Det er klart, at importøren bør have den dokumentation, som de plejer at have, men da jeg ikke har lavet kontrol på det her endnu ude i virksomheden, vil jeg ikke sige mere om det nu. Mandag eller tirsdag kontrollerer vi importøren, og så må vi tage stilling til, om der skal være eventuelle sanktioner«, siger Henriette Mynster. Hun understreger, at hun ikke kender importørens program for egenkontrol og derfor ikke ved, om de kan have fået anden dokumentation for, at kødet var sikkert. En del er spist Kødet er pakket om i de enkelte butikker og solgt i pakninger af forskellig størrelse med den pågældende butiks logo. Da de blev solgt for to uger siden, er en del af det formentlig allerede spist. »Kunden kan have frosset det ned derhjemme, så hvis nogle har det liggende i fryseren, skal de enten smide det ud eller levere det tilbage til forretningen. Vi har ikke viden om, at forbrugere skulle være blevet syge af kalkunkødet. Tilbagekaldelsen sker udelukkende på grund af den prøve fra det parti«, siger Henriette Mynster. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra importøren SuperGros. Færre bliver syge Salmonella i Danmark har været på retur i en årrække. Antallet af registrerede tilfælde toppede i 1997, da cirka 5.000 personer måtte bukke under for bakterien, hvis typiske symptomer er diare og feber. Bakterien kan også give ledsmerter og kan i værste fald være dødbringende. Inden for de seneste fem år er antallet af tilfælde faldet med 23 procent fra 2.308 i 2000 til 1.786 sidste år. Faldet er størst for den variant, der typisk er fundet i æg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her