Tidligere mesterbokser stukket ihjel

Blomster lagt foran Vinbaren i Dronningens Tværgade i det indre København. - Foto: Jens Dresling
Blomster lagt foran Vinbaren i Dronningens Tværgade i det indre København. - Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Et enkelt knivstik i brystkassen dræbte natten til søndag den tidligere mesterbokser Tue Bjørn Thomsen. Han blev stukket ned i forbindelse med et slagsmål på Vinbaren i Dronningens Tværgade 6 i det indre København, forklarer Ove Dahl, drabschef fra Københavns Politi. Drabschefen bekræfter, at den dræbte er Tue Bjørn Thomsen, som tidligere har vundet IBC verdensmesterskab i boksning. Intet gennembrud endnu I øjeblikket leder politiet efter gerningsmanden, som skal findes blandt stedets øvrige gæster. »Det skrider fremad, men vi står ikke lige med det store gennembrud«, siger Ove Dahl og forklarer, at det endnu er for tidligt at komme med signalement af gerningsmand. 50 afhørt Politiet har allerede afhørt cirka 50 af Vinbarens 200 gæster natten til søndag. Ove Dahl håber på, at nogle af dem vil fortælle politiet mere, end de allerede har gjort. »Der er flere, der har set episoden. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at der er nogen, der ved, hvem gerningsmanden er«, siger Ove Dahl. Tumult på dansegulvet Ifølge politiets oplysninger startede problemerne på Vinbaren, da en pige var ude at danse med sin kæreste. Pigen blev generet af en mand, hvilket fik flere af de øvrige gæster til at blande sig. Der opstod tumult, som i første omgang blev dæmpet ned af stedets dørmænd og personale. Men stemningen blandt visse af gæster på Vinbaren var allerede lidt oppisket, og en række små-slagsmål gik i gang. Masseslagsmål Kort før klokken to om natten udviklede det sig til en regulært masseslagsmål på en trang plads omkring barens indgangsparti. Der blev uddelt øretæver og kastet med flasker og glas. »Vi formoder, at det er her omkring, vores dræbte bliver stukket ned«, forklarer Ove Dahl. To læger var blandt gæsterne og forsøgte at hjælpe den tidligere bokser. Imens blev politiet tilkaldt af barens personale. Da de ankom, blev en ambulance tilkaldt, men da Tue Bjørn Thomsen nåede hospitalet, var han allerede død.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her