Op til 10-15 minutters ventetid og en gåtur til indenrigsterminalen eller Hilton-hotellet er, hvad passagerer, der skal med taxa fra Københavns Lufthavns udenrigsterminal i dag, må indstille sig på. Det oplyser Hasse Jørgensen, der er chef for passagerservice i Københavns Lufthavn. Han oplyser dog, at det ikke er umuligt at få en taxa til passagererne. »Der er masser af taxaer, men de kører andre steder hen. De kører over til terminal 1 og til Hilton-hotellet«, siger han. Intet ballade På trods af de lidt forringede kår har folk taget situationen pænt. »Nogle passagerer kan stå og vente 10-15 minutter på en taxa. Men der er intet ballade. Det hele foregår stille og roligt«, forklarer Hasse Jørgensen. Tidligere i dag har det ellers forlydt fra Københavns Lufthavnen, at taxachaufførerne rettede sig efter de nye regler, som lufthavnen har indført. Reglerne bestemmer, at taxaer med lige bevillingsnumre må være i udenrigsterminalen på lige datoer og omvendt for taxaer med ulige bevillingsnumre. Effektiv boykot Ifølge taxachaufførerne er boykotten effektiv, da mange af chaufførerne bakker op om initiativet, der har til formål at ændre de nyindførte 'holderegler'. »Jeg vil sige det sådan, at det vist nok er første gang nogensinde, at taxachaufførerne har stået sammen«, oplyser Klaus Hendriksen fra aktionsgruppen, der står bag boykotten. Han gætter på, at omkring 75 til 80 procent af taxachaufførerne bakker om boykotten. »De resterende prøver vi at informere om boykotten og håber på, at de vil bakke op om den. Hvis de ikke vil, kører de bare hen og samler en kunde op«, forklarer han. Ældre og børn kan få taxa fra terminal 3 Selv om chaufførerne boykotter udenrigsterminalen, så bliver der alligevel gjort undtagelser. Klaus Henriksen oplyser, at chaufførerne kører hen til terminalen, hvis der er tale om ældre, svagtgående eller børn, da strejken ikke skal gå ud over kunderne. Taxachaufførenes boykot af udenrigsterminalen fortsætter til klokken 20.00 i morgen. Dernæst skal et møde med Københavns Taxanævn og Københavns Lufthavn afgøre, hvad det videre forløb skal være.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























