Socialdemokraterne og de radikale er bange for at komme til at betale for VK-regeringens løfter om skattestop og eventuelt skattelettelser. Regeringen og partierne har har genoptaget velfærdsforhandlingerne, som skal afsluttes i næste måned. Intentionen er at få danskerne til at lade sig pensionere senere og blive længere tid på arbejdsmarkedet, så der bliver råd til fremtidens velfærd. S: Vi vil ikke finansiere regeringens skattelettelser Men der forestår vanskelige forhandlinger, hvor tilliden mellem parterne er i bund. Oppositionens frygt er opstået, efter at ugebrevet Mandag Morgen skrev, at regeringen har opgivet målsætningen i den såkaldte 2010-plan om at skabe 50.000 nye varige job i 2010 i forhold til 2000. Og samtidig halvere den offentlige gæld frem til 2010. I stedet har regeringen i sit forhandlingsoplæg lagt op til at udvide arbejdsstyrken varigt med 85.000 nye job i 2025. »Vi mener reelt ikke, at regeringen har holdt 2010-planen. Vi vil gerne være med til at reformere, så vi får et bedre arbejdsliv, men det er klart, at vi ikke vil være med til at finansiere regeringens valgløfter - herunder løfter om skattelettelser«, sagde partiformand Helle Thorning-Schmidt (S) efter sit møde med finansminister Thor Pedersen (V). Thor Pedersen afviser Den radikale leder, Marianne Jelved, var også mistænksom forud for sit møde med ministeren: »Jeg tror reelt, at regeringen har opgivet at skabe 50.000 varige nye arbejdspladser i 2010«. Finansministeren afviser enhver tale om, at regeringen har droppet 2010-planens mål. »Vi følger til punkt og prikke 2010-planens mål om at halvere den samlede offentlige bruttogæld i løbet af perioden 2000-2010. Vi er endda lidt foran, og vi når fint i mål, regner jeg med«, siger Thor Pedersen, der ikke mener, at det er en forudsætning at hæve arbejdsstyrken med 50.000 i 2010. Alt på skrift Marianne Jelved vil stille flere spørgsmål end sædvanlig. »Det er nødvendigt at få alt på skrift. Det er ganske almindeligt ved en forhandling, men denne gang bliver der behov for flere skriftlige spørgsmål«, siger hun. Dansk Folkeparti mener, at frygten er ubegrundet. »Vi er ikke så nervøse for, at vi ikke skal nå at nedbringe gælden, som var 2010-planens målsætning. Og med hensyn til beskæftigelsen, så tyder alt på, at vi kommer til at mangle arbejdskraft i de kommende år. Det er jo derfor, vi forhandler«, sagde Kristian Thulesen Dahl (DF).
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























