Bistandsklienter langt fra job

Lyt til artiklen

De 100.000 danskere, som har fået kontanthjælp i mere end tre måneder i træk, er langt fra at få et ordinært job på arbejdsmarkedet. De politiske partier på Christiansborg har genoptaget forhandlingerne om et velfærdsforlig, der blandt andet skal skaffe flere hænder på arbejdsmarkedet, når de store årgange fra slutningen af 1940'erne i disse år går på pension. Matcher ikke kravene »Alt, hvad der er mulighed for at opsuge af ledig arbejdskraft, vil blive brugt. Det handler om at være sikker på, at folk har de kvalifikationer, der gør det muligt for dem at tage de job, som bliver ledige«, siger gruppeformand Kristian Thulesen Dahl (DF). Nye tal viser imidlertid, at 7 ud af 10 kontanthjælpsmodtagere ikke matcher de krav, der stilles for at kunne tage et ganske almindeligt job. De kommunale sagsbehandlere har placeret den største del af kontanthjælpsmodtagerne i matchgruppe 4 eller 5, hvilket betyder, at de har 'lav grad af match' eller 'ingen match' i forhold til arbejdsmarkedet. »Virksomheder skal forstå, at de må gøre en ekstra indsats for at få de grupper ind på arbejdsmarkedet. Der må skræddersys job til dem på et antal timer om ugen, som de kan håndtere. Vi er modstandere af den nemme løsning med blot at importere arbejdskraft fra udlandet«, siger Thulesen Dahl. R vil ikke opgive de vanskeligst stillede Regeringen har lagt op til at halvere kontanthjælpen til de 25- til 29-årige uden uddannelse og på den måde presse dem økonomisk til at tage en uddannelse eller finde et job. »Vi må erkende, at vi ikke kan løse virksomhedernes behov for nye medarbejdere ved hjælp af kontanthjælpsmodtagere. Tallene viser, at 70 procent af kontanthjælpsmodtagerne ikke umiddelbart er i stand til at kunne passe et job. Det hjælper ikke at presse dem økonomisk. De bliver bare fattige«, siger Elisabeth Geday (R), der nægter at opgive de vanskeligt stillede kontanthjælpsmodtagere. »Der er gode sociale grunde til at hjælpe for eksempel en narkoman ud i et støttet job, så han får et bedre liv. Men det vil tage mange år, før de vil bidrage til at få samfundskagen til at vokse«, siger Elisabeth Geday. I regeringspartiet de konservative kommer tallene ikke som en overraskelse. Vil ikke afvise økonomisk pres »Men de sætter vores problemer i relief. En stor gruppe kontanthjælpsmodtagere kan ikke bare få besked på at tage et job og så møde op på mandag. Arbejdskraftreserven er blandt raske og rørige efterlønnere, der godt kunne tage et par år mere«, siger arbejdsmarkedsordfører Jakob Axel Nielsen (K), der ikke vil afvise økonomisk pres for at få kontanthjælpsmodtagere i job. Det lykkedes ikke at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her