Samtidig med at en af landets største kødgrossister er blevet politianmeldt for fup med datomærkning af oksekød, viser det sig, at kontrollen med firmaet bliver droslet gevaldigt ned i år. Myndighederne tjekkede Skare Meat Packers omkring 100 gange sidste år, men fra 2006 er kontrollen reduceret til 4-6 årlige besøg, oplyser kontrolchef Thue Petersen fra fødevareafdeling Esbjerg. »For tre-fire år siden havde vi en fast tilsynstekniker på virksomheden, og dagligt kom der en dyrlæge og kontrollerede produktionen. Det er langsomt blevet droslet ned. Sidste år førte vi tilsyn et par gange om ugen, hvor vi så på hygiejne, mærkning, godkendelser og så videre. Fra 1. januar er vi ifølge nye regler så kommet ned på 4-6 årlige tilsyn af Skare Meat Packers. Det er politikernes beslutning«, siger han. Ingen chance for at opdage fusk Oppositionen anklager regeringen for at svigte fødevarekontrollen, fordi den har skåret i bevillingerne. Regeringen har for nylig omlagt kontrollen, så kødvirksomheder slipper med 4-6 årlige tilsyn. Fødevareekspert Orla Zinck er chokeret: »Chancen for at opdage fusk er snart lig nul. Det er rørende, at man vil gøre virksomhederne mere ansvarlige gennem deres egenkontrol, men vi sidder altså på et læs af skandaler, der viser, at det ikke nytter at overlade ansvaret for sikre fødevarer til virksomhederne. Der er brug for en grundigere og mere hyppig offentlig kontrol. Ellers bliver vi snydt og får flere varer af dårlig kvalitet ud i butikkerne«. Meldt til politiet De 450 ansatte på Skare Meat Packers opskærer, pakker og sender kød til supermarkeder. Den hyppige kontrol førte i november sidste år til, at fødevarekontrollen meldte firmaet til politiet, fordi det forlængede holdbarheden på 40 kartoner roastbeef og oksesmåkød. I en særlig EU-kampagne har kontrollen i år noteret 49 virksomheder for brud på reglerne. Kampagnen har afsløret, at Skare Meat Packers har fortsat sin praksis. »Skare Meat Packers får kødet i halve kroppe. Kødet modner i nogle uger, og de skærer det op. De pakker det ind og giver det en fersk holdbarhedsdato. Når kødet er ved at løbe ud, fryser de det og giver det en ny dato, som kan være to år fremme i tiden. Hvis de ikke frøs det, skulle de smide det ud. De giver kødet nyt liv. De må gerne fryse kødet, når det er modnet, men af hensyn til kvaliteten må de ikke vente med fryse det, til holdbarheden løber ud. Og det har de ifølge vores oplysninger gjort«, siger Thue Petersen. Tørt og sejt kød Orla Zinck er ikke i tvivl om, hvorfor Skare Meat Packers giver kødet en ny holdbarhedsdato. »Det handler om penge. De har ikke fået solgt kødet, så fryser de det ned, når det er ved at blive for gammelt. Resultatet er, at forbrugerne får kød af ringe kvalitet. Når du har kød liggende, driver kødsaften ud. Senerne taber den væske, der gør kødet mørt. Det ligger som en suppe i pakken, så du får en isklump om det frosne kød - medmindre væsken er hældt fra før frysning. Kødet bliver tørt og sejt«, siger han. Skare Meat Packers udsendte i aftes en pressemeddelelse og fastslog, at det kun har sendt korrekt mærket kød på markedet. Det var ikke muligt at interviewe forbrugerminister Lars Barfoed (K), der er bortrejst.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























