Bæverne har erobret de vestjyske vandløb

Der er nu mindst 76 bævere i de vestjyske vandløb. - Arkivfoto: AP
Der er nu mindst 76 bævere i de vestjyske vandløb. - Arkivfoto: AP
Lyt til artiklen

På bare syv år er antallet af bævere i Danmark mere end firedoblet. Samtidig fik bæverne i fjor 15 unger - det hidtil største antal på en sæson. Det viser den seneste optælling, som Skov- og Naturstyrelsen har foretaget - med hjælp fra et korps af 50 frivillige. Rig og varieret natur Der er nu mindst 76 bævere i de vestjyske vandløb - og det er mere end fire gange så mange bævere som i 1999, da Skov- og Naturstyrelsen satte de første 18 eksemplarer ud i Klosterhedens Plantage, syd for Lemvig. Styrelsen vurderer, at det reelle antal bævere efter alt at dømme er noget højere, nemlig mellem 80 og 90. Skov- og Naturstyrelsens direktør, Hans Henrik Christensen, glæder sig over udviklingen. »Bæverne gør vores natur mere rig og varieret. Blandt andet fordi de bygger dæmninger. Det skaber variation i vandløbene. Det giver bedre livsbetingelser for mange plante- og dyrearter som for eksempel isfugl, bjergvipstjert og frøer«, siger Hans Henrik Christensen ifølge Ritzau. Sure sportsfiskere Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for bæverne, skriver Ritzau. Da Skov- og Naturstyrelsen i 2004 søgte om og fik en permanent dispensation af Ringkøbing Amt til bævernes fortsatte tilstedeværelse, klagede Danmarks Sportsfiskerforbund til Naturklagenævnet, fordi bævernes dæmninger forringer livsbetingelserne for blandt andet ørreder. Men i september 2005 fastslog Naturklagenævnet, at bæverne er kommet for at blive.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her