Ingen straffes for svigt i arbejdsmiljøet

Lyt til artiklen

Knap 500 virksomheder straffes hvert år med bøder, fordi de støjer for meget, sviner for meget - eller på andre måder svigter det fysiske arbejdsmiljø. Men ser virksomhederne stort på det psykiske arbejdsmiljø, stress og udbrændthed, vanker der hverken bøder eller andre sanktioner. Ikke en eneste bøde Fra 2000 til april 2006 har Arbejdstilsynet hverken været med til at rejse en straffesag eller uddelt en eneste bøde for sjusk eller svigt med det psykiske arbejdsmiljø. Det fremgår af svar, som beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) har givet Socialdemokraternes arbejdsmiljøordfører Lone Møller de seneste uger. »Som altovervejende hovedregel har virksomhederne vilje og evne til at løse problemerne, og der er derfor ikke grundlag for at afgive bødeforlæg eller foretage en politianmeldelse«, lyder et af svarene fra Claus Hjort Frederiksen. Massive problemer Men det overbeviser ikke Lone Møller og Socialdemokraterne: »Det hænger ikke sammen, når undersøgelser fra alle sektorer peger på massive problemer og når så mange danskere hver dag bukker under for presset«, siger hun. Socialdemokraterne er klar med en plan, der skal ruste Arbejdstilsynet bedre til opgaven: Alle virksomheder med mere end fem ansatte skal have en nedskrevet stresspolitik. Og den skal tjekkes og kontrolleres af Arbejdstilsynet. Desuden skal tilsynet have flere eksperter i psykisk arbejdsmiljø og der skal udvikles nye metoder, så det bliver lettere at finde de psykiske arbejdsmiljøproblemer. Masser af sager Når der ikke er rejst straffesager, er det ikke fordi sagerne mangler. Arbejdstilsynet har registreret 755 afgørelser om psykisk arbejdsmiljø fra 2000 til 2006. »Hvis virksomheden handler efter vores anvisninger, er afgørelsen jo sat i kraft. Vi følger op og påbuddet til virksomhederne har lige så stor retskraft på det psykiske arbejdsmiljø, som bøderne har, når det gælder det fysiske arbejdsmiljø«, siger direktør Jens Jensen, Arbejdstilsynet: »Vi har ikke været i en situation, hvor en virksomhed har nægtet at efterkomme vores påbud«. Netop kontrollen med det psykiske arbejdsmiljø blev sidste uge kritiseret af overlæge Bo Netterstrøm: »Det er altså ikke nok, at virksomheden siger, at den har en stresspolitik, og lover, at den har fokus på det psykiske arbejdsmiljø. Det skal også kontrolleres, om det virker. Og her er der brug for at opruste indsatsen«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her