Tusindvis af studerende dropper eksamen

Lyt til artiklen

Det sker næsten 15.000 gange om året, at en studerende vælger at blive væk fra en mundtlig eller skriftlig eksamen på de danske universiteter. Det viser nye tal, som Jyllands-Posten har indsamlet fra eksamenskontorerne på Syddansk, Aarhus og Københavns universiteter. »Hvis tallene er så høje, som oplysningerne indikerer, er det et problem, vi meget gerne vil drøfte med universiteterne«, siger videnskabsminister Helge Sander (V). Koster millioner På langt de fleste fakulteter skal de studerende selv tilmelde sig eksamen og sørge for at afmelde sig, hvis de alligevel ikke vil gå op. Bliver studerende væk uden at afmelde sig, har det mærkbare økonomiske konsekvenser for universiteterne. Det er særligt et problem ved de mundtlige eksamener. »Jeg vurderer, at udeblivelser fra eksamen hvert år koster universiteterne to-tre mio. kr. Det er spild af penge, som kunne være blevet brugt bedre et andet sted«, siger Per Andersen, studiechef ved Syddansk Universitet, til Jyllands-Posten. Intet problem på RUC Der er stor forskel på udeblivelserne blandt de forskellige fakulteter. Problemet er generelt størst på humaniora og samfundsvidenskab, hvor 5-10 procent af de studerende udebliver. Derimod er det kun ca. en procent, der udebliver fra eksamen på de sundhedsvidenskabelige fakulteter. Der er også stor forskel på antallet af udeblivelser på de tre største universiteter og Roskilde Universitetscenter, som i høj grad bruger gruppeeksamener. På RUC er problemet med udeblivelser stort set ikke eksisterende.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her