Der er roser fra venstrefløjen og kritik fra højrefløjen til Socialdemokraternes nye såkaldte visionspapir »Samling om fornyelse«. Landets omkring 50.000 socialdemokratiske partimedlemmer får i dag papiret sendt med posten fra deres formand, Helle Thorning-Schmidt. I oplægget byder hun ind på de politiske visioner og programpunkter, som skal genrejse partiet og knække de borgerlige ved næste valg. Hvor skal pengene komme fra Det overordnede tema i visionerne er at sætte mere damp på den offentlige sektor. Prisen for at tilføre flere midler er, at danskerne ikke skal drømme om skattelettelser under en socialdemokratisk ledet regering. Den tidligere regeringspartner, Det Radikale Venstre, efterlyser dog en forklaring på, hvor pengene skal komme fra. »Der er mange dele i papiret, som kan genfindes hos os - blandt andet forslagene om investeringer i børn og uddannelse samt nogle af integrationsforslagene. Det er meget sympatisk. Men der er ikke ét ord om den helt store udfordring, nemlig hvor pengene skal komme fra. Når vi i dag diskuterer velfærdsreformer, så skyldes det jo, at selv om der for øjeblikket er overskud på statens finanser, så bliver der ikke ved med at være det«, siger næstformanden for den radikale folketingsgruppe, Margrethe Vestager til Ritzau. Bryder med partilinje Den samme efterlysning lyder fra Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, og De Konservatives politiske ordfører, Pia Christmas-Møller. »Socialdemokraterne tror nu, at alle problemer løses med rundhåndet at bruge flere penge på den offentlige sektor. Det bryder med den linje, partiet selv var med til at præsentere i 1990'erne under SR-regeringerne, hvor man blev opmærksom på, at vi skal se på, hvordan vi får mest ud af skattekronerne, og der var en accept af, at gælden skal nedbringes gennem afdrag«, siger Kristian Thulesen Dahl til Ritzau. Ros fra SF og EL Fra SF og Enhedslisten lyder der til gengæld mere rosende toner. »Det vigtigste er ikke en større offentlig sektor, men først og fremmest en bedre og mere velfungerende offentlig sektor. Men det er godt, at Socialdemokraterne har opgivet partiets oprindelige vækstmål for den offentlige sektor, ligesom VK-regeringen jo er på vej til det samme i forbindelse med velfærdsforhandlingerne, hvor de foreslåede investeringer i uddannelse og forskning vil sprænge vækstrammen«, siger SF's formand, Villy Søvndal ifølge Ritzau. Konkrete løfter Kataloget kommer to dage før Helle Thorning-Schmidts 1-års dag som folkevalgt formand for Socialdemokraterne og er i første omgang mere møntet på at vinde partiet end regeringsmagten. Mange af forslagene er helt bevidst gjort til konkrete løfter. For eksempel at alle danskere skal tilbydes et årligt sundhedstjek, antallet af sygehusinfektioner skal halveres, ældre skal have hjemmehjælp til at løse deres ensomhedsproblemer, mere plads og flere pædagoger i daginstitutionerne og byggeri af billige familieboliger. Den økonomiske og den uddannelsesmæssige ulighed skal bekæmpes. Integrationen skal udbygges, og unge indvandrere skal have garanti for uddannelse og arbejde.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























