Flere kvæstede efter altan-kollaps i Nakskov

Lyt til artiklen

En altan af træ styrtede til formiddag ned i en betongård i Vejlegade 2 i Nakskov. På altanen stod seks personer - flere af dem blev alvorligt kvæstet ved ulykken. De seks deltog i et større møde på byens jobtræningscenter og stod på altanen for at få sig en rygepause. Svært bjærgningsarbejde Omkring klokken 11.15 lykkedes det ifølge vagthavende hos politiet i Nakskov at bjærge de sidste tre af de seks, der var faldet ned i gården. Bjærgningsarbejdet blev vanskeliggjort af, at det var en meget lille gård på omkring seks kvadratmeter, altanen røg ned i. Under hele operationen var redningsfolk i kontakt med de kvæstede, som nu er på hospitalet, hvor deres tilstand betegnes som »stabil«, og de er uden for livsfare. »Det var meget dramatisk, og også de andre mødedeltagere er særdeles chokerede«, siger vagthavende Peder Lundgaard til Politikens netavis. Muligvis rådden Alle disponible ambulancer fra Lolland-Falster og politiet og brandvæsnet deltog i redningsarbejdet. Altanen, der hang ud for bygningens 1. sal, var ifølge Ritzau af træ med metalbøjler på, og den har muligvis været rådden. Politiet er i øjeblikket i gang med at skaffe krisepsykologer til de personer, der overværede ulykken.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her