Sort arbejde koster statskassen milliarder hvert eneste år. I 2005 lå det sorte arbejde i størrelsen 46 milliarder kroner - eller lidt mere end broerne over Storebælt og til Sverige, viser nye tal fra Rockwoolfondens Forskningsenhed. Undersøgelsen bliver offentliggjort i dag. Kvinder arbejder mere sort Og kvinderne tegner sig for en stadig større andel af de sorte kroner, der triller uden om Skatteministeriet. Det sker, fordi kvinderne arbejder sort flere timer om ugen end mændene. »Det er en udvikling, der springer i øjnene«, siger Claus Larsen, forsker ved Rockwoolfonden. Ifølge forskerne kan en del af forklaringen på den nye tendens være, at flere og flere familier benytter sig af sort rengøringshjælp. Blandt andet som en konsekvens af, at regeringen afskaffede den populære hjemmeserviceordning, der gjorde det muligt med statsstøtte at få billig rengøringshjælp til privaten. »Ordningen har skabt et marked og nogle kontakter, som så er fortsat efter afskaffelsen. Men det er givetvis ikke hele forklaringen«, siger Claus Larsen. Mændene tjener mest Selv om kvinderne har flere illegale arbejdstimer om ugen, er det stadig mændene, der løber med den bedste timeløn. Det sorte løngab mellem mænd og kvinder er steget fra 2004 til 2005. Hvor mændenes timeløn i gennemsnit steg med 13 procent til 137 kroner i timen, fik kvinderne kun 10 procent lønforhøjelse til 115 kroner, viser undersøgelsen. Fald i sort arbejde Når mændene kan tage sig bedre betalt ved sort arbejde, hænger det delvist sammen med, at der er flest mænd i de brancher, som har indkasseret de største lønstigninger i løbet af de sidste år. Mens stadigt flere kvinder arbejder sort, er det samlede sorte arbejde dog faldet med 10 procent fra 2001 til 2005. Og her er det mændene, der trækker i den rigtige retning. Forklaringen kan være den massive kampagne, som skattemyndighederne har ført mod sort arbejde og snyderi, mener forskerne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























