Dansk Folkeparti afsiger dom over Barfoed i morgen

»Vi vil komme med forslag til løsninger i stedet for at fokusere på ministeren«, siger formanden for Folketingets Fødevareudvalg, Christian H. Hansen (DF). - Foto: Finn Frandsen
»Vi vil komme med forslag til løsninger i stedet for at fokusere på ministeren«, siger formanden for Folketingets Fødevareudvalg, Christian H. Hansen (DF). - Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Dansk Folkeparti fælder i morgen sin dom over familie og forbrugerminister Lars Barfoed (K) i sagen om myndighedernes svigtende kontrol med fødevarevirksomheder. Christian H. Hansen antyder dog, at DF ikke vil tage skridt til at vippe Barfoed ud. »(Vi vil) komme med nogle forslag til, hvordan vi kan få rettet op på det her i stedet for at fokusere på, at nu er der en minister, der går af, og det er så det«, siger Christian H. Hansen til Ritzau. DF i nøgleposition Dansk Folkeparti sidder i en nøgleposition til at afgøre, om afsløringerne af flere tilfælde af mangelfuld kontrol af fødevaresikkerheden falder tilbage på ministeren. Hvis ikke Dansk Folkeparti vil være med, har de andre partier i opposition ikke mandater nok til at vælte Barfoed. Men der er blevet spekuleret i, at Dansk Folkeparti er dødtrætte af Lars Barfoed, der tidligere har gjort sig upopulær hos VK-regeringens støtteparti. Især da han under finanslovsforhandlingerne i efteråret 2002 først krævede markante besparelser på dagpengene - og så var den første til at kræve dem fjernet igen, da der blev voldsom ballade med det borgerlige bagland. Antyder administration af Barfoed Dansk Folkeparti udbad sig i sidste uge syv dage til at lave sine egne undersøgelser, og tiden synes altså at være gået til fordel for en mindelig løsning. »Situationen er så alvorlig, at man nødt til at gå i tænkeboks og så sige, hvad kan vi gøre for fremtiden, hvordan kan vi sikre, at det her ikke sker i fremtiden«, siger Christian H. Hansen. Dermed antyder han, at partiet vil kræve Barfoed sat under en form for administration, så han med jævne mellemrum skal aflægge rapport til DF om, hvordan det går med fødevarekontrollen. Det vil give DF både magt og høj profil på området. S fokuserer på besparelser Desuden kan Dansk Folkeparti stå sig godt før forhandlingerne om velfærdsreformerne ved at »redde« Barfoed. Hos Socialdemokraterne er kritikken af ministeren koncentreret om de nedskæringer, Fødevarestyrelsen har været igennem de seneste år. Ifølge partiets fødevareordfører Mette Gjerskov er der skåret 200 mio. kr. væk fra området. »Besparelser ikke årsagen« Men Dansk Folkeparti henviser til, at besparelserne allerede begyndte, da Socialdemokraterne sad i regeringen. »Hvis man laver dybdegående undersøgelser viser de, at nogle af de her besparelser er startet i den tidligere regerings tid«, mener Christian H. Hansen. Mener du, at besparelserne er en del af årsagen til problemerne? »Nej, det har jeg heller ikke sagt. Det må der være en uvildig rapport, der tager stilling til. Hvis den kommer frem til den konklusion, er vi villige til at drøfte det, og hvis Rigsrevisionen peger på noget, er vi villige til at drøfte det«, siger Christian H. Hansen til Ritzau. Rapporten fra Rigsrevisionen forventes først klar om et halvt års tid. DF-spin Socialdemokraternes Mette Gjerskov mener, at sagen hele vejen igennem har været præget af spin fra Dansk Folkepartis side: »Jeg synes, de ikke kan være bekendt at holde en minister i så tynd en tråd i så lang tid. De venter jo ikke på en undersøgelse. Mit politiske gæt er, at de for en uge siden regnede med, at der her blæser nok over og så kommer velfærdsdiskussionerne og så kommer folk til at tale om noget andet end kødskandaler. Men det holdt bare ikke stik -alle skandalerne vælter stadig ud af skabene«, siger Mette Gjerskov.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her