Landets 12 biskopper har stiftet Foreningen af Biskopper, som skal sikre, at de kan forhandle deres arbejdsvilkår med én stemme. Det fortæller foreningens nyudnævnte formand, biskop Kresten Drejergaard fra Fyens Stift til Kristeligt Dagblad. »Der er ingen grund til, at vi er 12 biskopper, der render over til Præsteforeningen og siger, at vi vil have mere i løn. Samtidig har foreningen den funktion, at vi kan udveksle erfaringer og tale om kollegiale ting, der ikke nødvendigvis skal ud i pressen«, siger Drejergaard. Lektor i kirkeret Lisbet Christoffersen fra Københavns Universitet kan umiddelbart godt forstå, at biskopperne danner en selvstændig forening, hvor de kan diskutere interne anliggender. Men det er afgørende, at den kun beskæftiger sig med biskoppernes egne løn- og ansættelsesforhold og ikke med teologi eller ledelse«, siger hun.
Biskopper danner forening
Lyt til artiklen