S: Jelved har taget en trist beslutning

Næstformanden for Socialdemokraternes folketingsgruppe, Henrik Sass Larsen, siger, at Jelveds udmelding skaber sprækker mellem de Radikale og Socialdemokraterne. - Arkivfoto: Johnny Frederiksen
Næstformanden for Socialdemokraternes folketingsgruppe, Henrik Sass Larsen, siger, at Jelveds udmelding skaber sprækker mellem de Radikale og Socialdemokraterne. - Arkivfoto: Johnny Frederiksen
Lyt til artiklen

Marianne Jelved er klar til at bryde med Socialdemokraterne og gå i regering med Venstre og de konservative. De Radikales beslutning blev truffet på et gruppemøde i formiddags, og baggrunden er Socialdemokraternes dårlige meningsmålinger. »I meningsmåling efter meningsmåling er det ikke synligt at se et SR, der kan skabe et flertal. Derfor må vi også reagere på den her måde«, siger Marianne Jelved ifølge Ritzau. Sprækker i samarbejdet Næstformanden for Socialdemokratiets folketingsgruppe, Henrik Sass Larsen, siger, at det skaber sprækker mellem de to partier, der har holdt sammen siden 1993. »Hvis De Radikale forestiller sig, at de også kan pege på en borgerlig regering, så ved man ikke, hvis man stemmer på De Radikale, om de også vil pege på Anders Fogh som statsminister«, siger Henrik Sass Larsen til Ritzau. Han er bekymret for, at meldingen er et farvel til de to partiers tætte samarbejde. Dårlige meningsmålinger Marianne Jelveds beslutning kommer efter en diskussion internt i partiet om alternative samarbejdsmuligheder efter næste folketingsvalg med Venstre og Det Konservative. »Det vigtige er, at vi ikke sidder her og laver politik dag efter dag og får øget vores mandattal markant - for sjov skyld, men fordi vi mener vores politik. Så er vi mindre interesserede i at diskutere, hvilke partier som i givet fald vil samarbejde med os«, siger Marianne Jelved. S: Kom tilbage Henrik Sass Larsen opfordrer De Radikale til at besinde sig og søge ind i et tæt samarbejde med Socialdemokratiet. »Vi håber, at De Radikale vil besinde sig igen. Der er behov for et meget klart alternativ til den nuværende regering og ikke et grumset alternativ. Derfor har vi behov for at stå sammen og udgøre det alternativ. Derfor er det en trist melding, De Radikale er kommet med«, siger han. Socialdemokraterne ligger elendigt i meningsmålingerne og partiformand Helle Thorning-Schmidt har været kritiseret for sin melding for et par uger siden om, at De Radikale skulle give Socialdemokraterne mere plads. Bendt Bendtsen: Oppositionen er i vildrede Indtil videre bliver Marianne Jelveds invitation til et borgerligt samarbejde mødt med et skuldertræk i regeringen. »Det må de selv slås med, men det understreger jo bare billedet af, at oppositionen er i vildrede«, siger Bendt Bendtsen til Ritzau.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her