S splittes til både højre og venstre

Socialdemokraternes Lotte Bundsgaard er bekymret over frafaldet af S-vælgere, men mener, de kan vindes tilbage. - Arkivfoto: Jens Dresling
Socialdemokraternes Lotte Bundsgaard er bekymret over frafaldet af S-vælgere, men mener, de kan vindes tilbage. - Arkivfoto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Når vælgerne i øjeblikket går fra Socialdemokraterne, vælger de mellem to brede udveje. Flertallet vandrer til venstre og stemmer på SF, mens næsten lige så mange vælger den modsatte udgang og Dansk Folkeparti. Det viser en analyse af vælgervandringerne, som Vilstrup har foretaget for Politiken blandt næsten 7.000 danskere de seneste par måneder. DF henter vælgere hos S Dansk Folkeparti henter de største gevinster i den borgerlige familie. Den helt store høst finder sted hos Venstre, hvor mere end hver tredje af de nye DF-vælgere kommer fra. S leverer 23 procent af væksten hos Dansk Folkeparti. Partiet er glad for alle nye vælgere, understreger gruppeformand Kristian Thulesen Dahl (DF), men han tror mest på langtidsvirkningen af de forhenværende socialdemokrater. »De har taget springet og accepteret, at deres stemme nu bliver brugt til en ganske anden politik og til en helt anden statsminister. Derfor får S svært ved at hente dem tilbage«, siger han. DF holder ikke på Venstre-vælgere Strandhugsten hos Venstre har ifølge Thulesen Dahl ikke nødvendigvis samme blivende værdi. »Nogle af dem er måske gået over til os for at sende et signal til Venstre om, at de under Muhammedkrisen ikke brød sig om at se statsministeren på arabisk tv for at forklare sig. Det kan jeg sådan set godt forstå - altså både frustrationen og statsministeren«, siger han. Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, er ikke overrasket over at måtte vinke farvel til liberale vælgere, som foretrækker DF. »V og DF er samme familie« »De bliver jo i familien«, siger Rohde, der ser Muhammedkrisen som en af årsagerne: »Dansk Folkeparti har jo kunnet føre meget klar tale i Muhammedsagen og lægge stor afstand til Akkari (talsmand for Islamisk Trossamfund, red.) og hans søde venner. Som regeringsparti har Venstre og statsministeren skullet holde tungen mere lige i munden«, siger Rohde, som tror på, at en del af Venstrevælgerne vender hjem igen fra Dansk Folkeparti. »Men sådan går det ikke med de vælgere, som har forladt S for at gå til Dansk Folkeparti. De bliver ikke til at vriste tilbage«, siger han. »De vender tilbage« Så mørkt ser Socialdemokraternes politiske ordfører, Lotte Bundsgaard, ikke fremtiden - og hun sætter sin lid til, at Muhammedkrisen damper helt af og levner plads til debat om velfærdssamfundet. »Så vil det gå op for folk, at vi er den rette garant for velfærdssamfundet og et nødvendigt værn mod stigende ulighed og fattigdom. Dansk Folkepartis såkaldt sociale profil vil afsløre sig selv om hul, for det er jo netop DF's stemmer, som sikrer skattestop og stramme finanslove et flertal«, siger hun. Den politiske ordfører er dog mest optaget af, at en tredjedel af de frafaldne socialdemokrater endnu ikke har bestemt sig for en ny politisk retning: »Det betyder jo, at de ikke helt har forladt os og derfor kan vindes igen«, siger Lotte Bundsgaard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her