Danskere rammes af kræft i munden

40 ud af 100.000 danskere over 65 år rammes af kræft i mundhulen. - Arkivfoto: Johnny Frederiksen
40 ud af 100.000 danskere over 65 år rammes af kræft i mundhulen. - Arkivfoto: Johnny Frederiksen
Lyt til artiklen

Årtiers tobaksrygning, alkohol og dårlig kost gør kræft i munden til et alvorligt problem blandt danskere. Sygdommen rammer især ældre og socialt og økonomisk dårligt stillede, og chefen for tandplejeprogrammet ved Verdenssundhedsorganisationen WHO i Genève anbefaler nu direkte sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at gøre tand- og mundundersøgelser gratis for de udsatte grupper. »En tandlæge kan hurtigt opdage, om en patient er ved at udvikle mundcancer. Desværre er de grupper, der er mest udsatte, typisk også dem, der ikke går til tandlæge. Den dyre tandbehandling og den høje brugerbetaling rammer hårdt blandt de socialt dårligst stillede. Derfor bør der indføres gratis tand- og mundeftersyn, i hvert fald til de dele af befolkningen, der har høj risiko for at blive syge«, siger Poul Erik Petersen, chef for WHO's Globale Tandplejeprogram og professor i samfundsodontologi ved Tandlægeskolen, Københavns Universitet. Vigtigste prioritet Poul Erik Petersen henviser til, at alverdens sundhedsministre sidste år var samlet i WHO's hovedkvarter i Genève, hvor de blev enige om, at forebyggelse af kræft skulle stå øverst på prioritetslisten. Overalt i verden er det især mænd, der rammes af kræft i mundhulen, og Danmark hører til blandt de lande med den højeste forekomst i verden. I øjeblikket rammes 40 ud af 100.000 danskere over 65 år af sygdommen. I Sverige og Norge er risikoen under det halve. Det hænger blandt andet sammen med, at danskerne ryger og drikker mere. »Vi frygter, at antallet af alvorlige sygdomstilfælde vil stige yderligere i Danmark, og tidlig opsporing er vanskelig, når mennesker fra de mest udsatte grupper sparer på tandlægebesøgene«, siger Poul Erik Petersen. Dødelig sygdom Hvis kræften ikke diagnosticeres og behandles tidligt, kan man dø af sygdommen. Opdages kræften til gengæld på et tidligt tidspunkt, er der gode chancer for at overleve efter operation og strålebehandling, da kræftformen sjældent breder sig længere ud i kroppen til andre organer. Mundhulekræft rammer især ældre mennesker, der i øvrigt også har den dårligste tandstatus. Poul Erik Petersen understreger, at forsøg i Ballerup og Herlev kommuner siden slutningen af 1980'erne har vist, at gratis tandlægeydelser til alderspensionister, førtidspensionister og andre på overførselsindkomster giver bonus for sundhed og livskvalitet. »Før tilbuddet med kommunal tandpleje gik under halvdelen af pensionister på 67 år til tandlæge. Efter at tilbuddet med systematisk forebyggende tandpleje blev indført, steg tallet til hen ved 90 procent. Foruden opsporingen af cancer skal man jo heller ikke glemme, at der er meget stor livskvalitet forbundet med at have sunde tænder«, siger Poul Erik Petersen og uddyber: Svært at få et job »Tand- og mundsundheden hænger ikke alene stærkt sammen med social status, men også livskvaliteten. Det er svært at få et job eller blive socialt accepteret, hvis dine tænder er i dårlig stand«. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her