»Kan du da ikke tage dig lidt sammen?«. Den reaktion oplever ADHD-ramte voksne ofte, at de bliver mødt med, når de sidder over for sagsbehandleren i kommunen. ADHD er et handikap, der blandt andet gør det svært at koncentrere sig og skabe overblik over sammenhænge og regler. For mange følger vanskelighederne med i voksenlivet. Men det er mange kommuner ikke klar over og tager derfor ikke altid problemerne alvorligt. Sociale og psykiske problemer Det vurderer Centret for Ligebehandling af Handicappede (CLH) efter at have undersøgt forholdene i kommunerne. Centret advarer mod at ignorere gruppen, der ofte har sociale og psykiske problemer. I 2004 sendte centret spørgeskemaer ud til alle kommuner for at tage temperaturen på deres ADHD-viden. Det afslørede store huller i indsigt og indsats og fik for nylig centret til at uddybe undersøgelsen ved at interviewe ti ADHD-ramte brugere af systemet. »Mange kommuner tager ikke handikappet alvorligt, men betragter måske de voksne som ugidelige og ser problemerne som en dårlig undskyldning. Det er forståeligt, for de voksne med ADHD er ofte meget veltalende og kan virke bedre fungerende, end de reelt er«, siger Kira Hallberg, akademisk medarbejder i CLH. Arv fra barndommen Rundt regnet 60 procent af dem, der har fået diagnosen som barn, slås også med handikappet i voksenlivet. Blandt dem har en mindre del det så dårligt, at de ender i kriminalitet eller misbrug. For de fleste lykkes det dog at kompensere for deres handikap i en grad, så at de i et vist omfang kan tilpasse sig socialt, forklarer Anegen Trillingsgaard, chefpsykolog ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Århus. »Men de kæmper fortsat med en indre rastløshed, psykiske problemer og et lavt selvværd. Hvis de ikke bliver forstået og hjulpet i forhold til de behov, de har, er der risiko for, at også de kan ende i misbrug eller udvikle psykiske lidelser«, siger Anegen Trillingsgaard. Voksne ADHD-ramte får ikke hjælp ADHD-foreningen er enig. For årene 2003-2005 fik foreningen satspuljemidler til et 'flyverkorps' af personer, som de ADHD-ramte voksne kunne trække på, når livet blev uoverskueligt. Projektet lukkede i fjor, da foreningen fik afslag på flere penge. »ADHD-foreningens Flyverprojekt har vist, at voksne med ADHD ikke får den hjælp, de har brug. Flyverprojektet har dokumenteret, at når voksne med ADHD bliver mødt og forstået med udgangspunkt i deres ressourcer og vanskeligheder, så vil og så kan de«, siger foreningens direktør Birgit Christiansen. Ole Pass, formand for socialcheferne i Danmark, medgiver, at kommunernes viden kunne være større: »Kommunerne bliver udsat for en strøm af diagnoser, og når der sker nyt på et område, er der altid en vis reaktionstid, før man reagerer i dagligdagen. Det her er så et område, vi skal blive bedre til at behandle«. CLH anbefaler, at man efteruddanner sagsbehandlerne i kommunerne, og advarer imod at lade erfaringerne fra flyverprojektet gå tabt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























