Selv om offentlige ansatte har stor ytringsfrihed, så er der for stor usikkerhed om grænserne. Men en vejledning skal hjælpe de offentlige ansatte med at kende ytringsfrihedens grænser. Det er konklusionen i en betænkning, som justitsminister Lene Espersen (K) har modtaget fra Udvalget om offentligt ansattes ytringsfrihed og Meddeleret. Udvalgets formand, højesteretsdommer Jens Peter Christensen, anbefaler derfor ikke yderligere paragraffer om ytringsfrihed, men i stedet for en vejledning på 'menneskesprog'. Vidtrækkende ytringsfrihed »Ytringsfriheden er vidtrækkende. Men problemet er, at mange ansatte og ledere ikke ved det«, siger han og fortsætter: »Udvalget har derfor lavet et forslag til en vejledning, der på få sider beskriver, hvad der gælder om ytringsfriheden. Den kan bruges som grundlag på arbejdspladserne og institutionerne«. Lene Espersen er enig i udvalgets konklusioner og anbefalinger, og hun vil derfor tage initiativ til at lave en vejledning, der i fremtiden kan fjerne misforståelser og usikkerhed om grænserne for offentlige ansattes ytringsfrihed.
Offentlige ansatte skal lære grænserne for ytringsfrihed
Lyt til artiklen