Kombinationen af afdragsfrie lån, topskattepleje og udsigten til nye regler for, hvordan pensioner skal deles ved skilsmisse kan øge skævvridningen mellem mænd og kvinders pensionsopsparinger. I de senere år er det i stigende omfang blevet populært at belåne friværdien i huset og skyde pengene ind på en ratepension for at opnå et større fradrag i topskatten. Men fruen i det belånte hus skal - hvis et nyt lovforslag vedtages - tænke sig ekstra godt om, før hun går med på spøgen. Ratepensioner skal ikke deles For mens boligen som udgangspunkt er fælles og værdierne dermed deles ved skilsmisse, lægger et nyt lovforslag op til, at ratepensioner ikke længere skal deles. Og da manden i huset ofte har den højeste indkomst, er det ofte en pension i hans navn, der modtager pengene. Med andre ord flytter den lille skatteøvelse store formuesummer fra ægteparrets fælles formue til den ene parts særeje. »Afdragsfrie lån øger problemet. Man kan belåne huset, der er fælles, og putte pengene ind på en ratepension. Og det er oftest mandens«, siger advokat med speciale i familie- og skilsmisseret Jørgen U. Grønborg. Mænd sparer mere op end kvinder Tal fra Skatteministeriet viser, at mænd sparer 60 procent mere op end kvinder. Og tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at mænd står for hele 80 procent af de store indbetalinger på over 100.000 kroner på ratepensioner. En del af dem stammer fra lånearrangementer. »Kønsfordelingen af store indbetalinger på ratepensioner underbygger, at der er et problem. Indbetalinger over 100.000 kroner går for 80 procents vedkommende ind på mænds opsparinger. Kvinder skal tænke sig grundigt om, inden de går med til det«, siger direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen. Nogle undtagelser Det er et lovforslag om, at pensioner som udgangspunkt ikke længere skal deles ved skilsmisse, der forstærker den skævvridning, der i forvejen er mellem mænds og kvinders pensionsopsparinger. Lovforslaget skal træde i kraft fra januar 2007, og der er politisk opbakning til hovedlinjerne, nemlig at pensioner fremover ikke skal deles. Dog er der også udsigt til nogle undtagelser, som skal sikre imod urimelig forskelsbehandling. De nuværende regler er uklare og uens for forskellige typer pensionsordninger, og der er bred enighed om, at der er behov for nye regler. Men formanden for Advokatsamfundet, Sys Rovsing Koch, peger på, at lovforslaget strider imod hovedprincippet i anden formue- og familieret, hvor bolig og arv som udgangspunkt fælleseje. »Man kan ikke skille pension ud og gøre det til særeje, mens huse og sommerhuse er fælles. Det er betænkeligt at behandle pensioner helt særligt i forhold til alt andet man ejer. Man bør kigge på formueforholdet mellem ægtefæller samlet«, siger hun.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























