Dræbt soldat hjem til Danmark

Lyt til artiklen

Liget af den dræbte soldat Jesper Nielsen kom i dag hjem til Danmark. Et af forsvarets Herculesfly transporterede den flagindsvøbte kiste fra Basra i Irak, hvor Jesper Nielsen var udstationeret, til flyvestation Karup. Seks soldater fra Jesper Nielsens enhed i Irak, alle iklædt ørkenuniform og sørgebind, bar den unge konstabels lig ud af flyet og ind til en mindehøjtidelighed på flyvestationen. Her ventede familie og venner, samt chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou og Livgardens chef, oberst Lasse Harkjær. Berører alle Obersten lagde blomster på kisten og holdt derefter en kort tale. »Jespers tragiske død involverer naturligvis alle ved Livgarden, uanset om man er vagtgående garder, udsendt i en international mission eller er under uddannelse på en af vore kaserner. Men nok så megen medfølelse kan ikke bringe Jesper tilbage. Vi må alle leve med tabet af en rigtig fremragende soldat og et dejligt menneske. Men Jesper og Jespers indsats for friheden - hans vilje til at hjælpe et folk i nød - vil få en fremtrædende plads i Livgardens historie«, sagde Lasse Harkjær. Henvendte sig til efterladte Livgardens feltpræst Kim Jacobsen valgte at henvende sig direkte til de efterladte. Han fortalte, at Jesper Nielsen var taget til Irak med troen på, at han kunne gøre en forskel og dermed bidrage til fred og frihed i det hårdt plagede land. »Jeg tror, at vi ærer Jespers minde ved at gå tilbage til livet og tage ham med i hjertet«, sagde præsten. Derefter blev der spillet og sunget 'Altid frejdig, når du går', inden kisten blev båret ud til den ventende rustvogn, der forlod Flyvestation Karup. Jesper Nielsen begraves efter familiens ønske i stilhed ved Gimsing Kirke i Struer på mandag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her