Regeringens anti-terrorpakke er også i modvind i politibetjentenes fagforbund. Et nyt magtmiddel til Politiets Efterretningstjeneste bekymrer forbundets næstformand, Peer Withagen. Det er forslaget om, at PET fremover suverænt skal bestemme, om tjenesten skal have adgang til andre myndigheders fortrolige oplysninger om borgerne, der foruroliger næstformanden. Panderynker hos betjentene »Der foretages ikke længere en afvejning hos den anden myndighed, om oplysningen skal afgives. Vi mener, det er bekymrende, når PET kan ringe på hos socialkontorerne og få alle oplysninger uden, at der foretages en afvejning«, siger Peer Withagen. Overordnet har Politiforbundet i Danmark tilsluttet sig anti-terrorpakken, men netop dette punkt er altså årsag til panderynker hos betjentene.
Politifolk frygter nyt magtmiddel til PET
Lyt til artiklen