Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Danske soldater til farligere dele af Afghanistan

Lyt til artiklen

Storbritannien advarer om, at den fælles britisk-danske styrke i Afghanistan kommer på en farligere opgave end hidtil. Danmark har således besluttet at øge den danske styrke i Afghanistan med 200 soldater til 360, hvoraf de 290 skal til landets uroprægede sydlige del, hvor de skal samarbejde med briterne. »Uanset faren ved at gå ind i syden - og det er mere farligt i syden end i nord og vest - så er den ingenting sammenlignet med faren for, at Afghanistan falder tilbage i hænderne på Taliban og terroristerne. Det ville være en direkte trussel mod Storbritannien og Danmarks befolkninger«, siger den britiske forsvarsminister, John Reid. Mere risikabelt end i Irak De 290 danske soldater skal under en britisk kampgruppe indsættes i de sydlige provinser Helmand og Kandahar. Et uroligt område, som er præget af en stor opiumsproduktion, lokale militser, kriminelle bander samt lokal støtte til ekstremistiske islamiske kredse som al-Qaeda og Taliban. Flere forskere mener da også, at missionen er langt mere risikabel end den opgave, som forsvaret løser i Irak. NATO har stået i spidsen for de 12.000 soldater i ISAF-styrken, herunder de danske, som har sørget for sikkerheden specielt omkring hovedstaden, Kabul, mens omkring 20.000 amerikanske soldater især i den østlige del af det krigshærgede land har bekæmpet Taliban- og al-Qaeda-styrker i antiterroroperationen 'Enduring Freedom' (OEF). Skal ikke nedkæmpe terrorister John Reid understregede imidlertid, at den britisk-danske styrke ikke bliver sat ind for nedkæmpe de resterende Taliban- og al-Qaeda-styrker. »Vi tager ikke dertil for at føre krig. Vi tager ikke dertil for at søge - og nedkæmpe - terrorister. Det er den mission, som udføres under den amerikansk ledede Operation Enduring Freedom«, sagde John Reid. Soldater skal forsvare sig Den britiske forsvarsminister sagde dog samtidig, at den britisk-danske styrke vil forsvare sig, hvis den bliver angrebet. Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har i kølvandet på krisen om Morgenavisen Jyllands-Postens Muhammed-tegninger hævet truslen for såvel terrorangreb som civile uroligheder til »høj« i hele Afghanistan. Danmark ventes at påbegynde udsendelsen af styrken til det sydlige Afghanistan i juni.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her