Hvem i ægteskabet har den højeste pensionsopsparing? Det spørgsmål kan blive særdeles relevant, hvis et lovforslag fra Justitsministeriets Ægtefællepensionsudvalg om at gøre kapital- og ratepensioner til særeje, vedtages endeligt. I al sin kyniske enkelhed betyder forslaget, der netop har været gennem førstebehandling og ventes at blive vedtaget, at hvis man gør sig tanker om skilsmisse eller separation, er tidspunktet bogstaveligt talt værd at overveje. Fra årsskiftet vil kapital- og ratepensioner - ligesom det er tilfældet med livrente, arbejdsmarkeds- og tjenestemandspensioner - være særeje. Det vil sige, at ægtefæller ikke får en andel af den andens pension ved skilsmisse, medmindre andet er aftalt. Flere skilsmisser Advokat Charlotte Baundal fra advokatfirmaet Ret&Råd Hillerød tror, at lovforslaget vil medføre en stor stigning i antallet af skilsmisser efter 1. januar. Så er der nemlig nogle, der pludselig får råd til at blive skilt. »Der er rigtig mange, der udmærket godt ved, om de har mere eller mindre end ægtefællen. Og jeg må ærligt indrømme, at hvis man får en klient ind, som har en kæmpe pension, og modparten ikke har nogen særlig stor pension, så kan man da godt sige til vedkommende: »Jeg synes lige, du skal vente lidt«. Det er jo tit og ofte flere millioner, det drejer sig om«, siger hun. Kvinderne ofres Pensionsopsparingen er typisk en af de ting, der kommer i klemme, når boet skal gøres op, og aktiverne skal fordeles mellem skilsmisseparterne. Især fordi reglerne er svære at gennemskue og afhængige af pensionstypen. Og det er da også et af udvalgets motiver for lovændringen at gøre pensionssystemet mere ukompliceret, når det ikke længere er så yndigt at følges ad. Et formål, der ifølge advokat Charlotte Baundal også opfyldes: »Det gør det mere enkelt. Hvis man for eksempel har haft en tjenestemandspension, har den ikke skullet deles. Og det er tit og ofte sådan, at manden har tjenestemandspensionen, og kvinden har en lille kapitalpension, som hun så skal give halvdelen af til manden, der jo tager sin del uden om bodelingen. Så det er virkelig godt, at man bliver ligestillet ved, at alle pensioner bliver taget udenom«. Men hun fremhæver også, at det blot er en side af sagen. En helt anden er nemlig konsekvensen af førstnævnte eksempel, hvor nogle pludselig »får råd til at blive skilt«. Det vil især gå ud over kvinderne, der har tradition for at have lavere pensionsopsparinger, mener cheføkonom Jens Christian Nielsen fra Danica Pension: »Vi får generelt mange henvendelser om skilsmisser, og mange spørger om pensioner. Lovforslaget vil gøre det mere enkelt, men er også med til at gøre pensionsforskellene endnu skævere, når vi ser på de to køn«. Han tror desuden, at antallet af skilsmisser vil stige på baggrund af lovforslaget. Lavere indkomster Cheføkonomen påpeger, at kvinders indbetalinger til pensionsopsparing også er mindre end mændenes som følge af, at deres indkomster er lavere. Den gennemsnitlige indbetaling til pension ligger højere for mænd end kvinder for alle aldersgrupper. I alderen 30 til 50 år er forskellen ifølge Velfærdskommissionen på 6.000 kroner per år, herefter vokser forskellen for at toppe omkring 58-års alderen med et beløb på omkring 22.500 kroner per år. »Der er stor forskel på mænds og kvinders pensionsformue. Når mændene er omkring 63 år, har de cirka 1,1 million kroner i gennemsnit i pensionsformuer imod kvindernes blot cirka 600.000 kroner«, siger Jens Christian Nielsen. Godt for rige mænd Derfor vil lovforslaget umiddelbart komme mændene til gode - specielt de velbjergede af slagsen. Der er dog i lovforslaget lagt op til to kattelemme, der skal afhjælpe overgangen fra alting til ingenting. De nuværende regler med lige deling vil blive ved med at gælde, hvis en ægtefælle for eksempel har været på barsel i mere end to år uden pensionsopsparing, eller hvis man har været gift i mere end 15 år, og den ene ægtefælles opsparing er væsentlig større end den andens. Og i »de urimeligt ringe tilfælde« kan ægteskabslovens par. 56 bruges, siger advokat Charlotte Baundal. »Det vil typisk være i det tilfælde, hvor manden har fuldstændig særeje over alle sine aktiver. For eksempel, hvis han har været erhvervsdrivende og virkelig har et særeje, som er rigtig, rigtig stort, og hun har gået og pudset hans sølvtøj og derfor ingenting har. Men det er ikke så aktuelt mere, efterhånden som kvinderne klarer sig selv«, siger Ret&Råd-advokaten. Ikke sikker på ægteskab I en ny Danica-analyse foretaget af Epinion til brug for Politiken siger en tredjedel af de adspurgte, at de ikke føler sig overbevist om, at de aldrig skal skilles. Til døden os skiller synes at være på retur og skubbes måske på vej af det nye lovforslag, men om ægteskabet skal opløses eller ej må - sandsynligvis - stadig bero på følelser. Fra et rendyrket økonomisk synspunkt vil det dog være smartest af den rigeste ægtefælle at vente på de nye regler, mens den 'fattigste' skal smide vielsesringen hurtigt, hvis de vil have del i pensionsformuen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























