Først rettede han kanonen mod plattenslagere og fuskere, der solgte gammelt kød til restauranter. Så kritiserede han sine underordnede i Fødevarestyrelsen for at have sovet i timen - og afviste, at regeringens nedskæringer i fødevarekontrollen var årsag til kødskandalen.
Nu retter forbrugerminister Lars Barfoed (K) så sigtekornet mod de journalister, der afslørede svigt i kontrollen med danskernes mad.
»Redaktionen på DR Kontant har været vidende om, at der er en virksomhed, der sælger dårligt kød til forbrugerne, men de har ikke forsøgt at standse det. Det er et forbrugermagasin, som skulle være til for forbrugerne, men de har alligevel ladet denne virksomhed sælge dårligt kød til folk i flere måneder uden at fortælle os det. Det kan man da diskutere, om det er fornuftigt af dem. Jeg synes, at de skulle have sagt det til os med det samme. Det havde ikke gjort deres historie dårligere«, siger ministeren. Advarede Fødevarestyrelsen
I december ringede en ansat i virksomheden Thulin Kød Engros til DR Kontants redaktion og fortalte, at virksomheden solgte tonsvis af gammelt kød til restauranter landet over.
Efter tre måneders research, midt i marts, bragte Kontant to programmer om salg af gammelt kød. Det fremgik, at folk i fødevarebranchen flere gange havde advaret Fødevarestyrelsen mod Thulin Kød Engros, uden at styrelsen efterfølgende greb ind. Skulle have oplyst om researchLars Barfoed, hvordan kan det pludselig være et tv-programs opgave at udføre din Fødevarestyrelses opgave?
»Redaktionen havde en viden om, at forbrugere købte og spiste dårligt kød. Da magasinet er til for forbrugeren, havde det været naturligt som ansvarsbevidst medborger at gøre os opmærksom på det. Så kunne vi have stoppet transaktionerne allerede for tre måneder siden«. Billig bortforklaring
Næstformand i Dansk Journalistforbund, Fred Jacobsen, mener, at ministeren er på afveje i sin kritik af DR's forbrugermagasin.
»Det er en billig måde at bortforklare, at noget i apparatet ikke har fungeret, som det skal«, siger Fred Jacobsen og fortsætter:
»Vi har alle som samfundsborgere pligt til at advare om noget, der kan bringe liv og helbred i fare. Kan du se, at et hus snart styrter sammen, har du en forbandet pligt til at få folk ud af huset. Men sagen om det gamle kød har ikke den karakter, for der er folks liv og helbred ikke i fare«. Grotesk
Også redaktøren for DR Kontant, Erling Groth, ryster på hovedet af ministerens højst usædvanlige frontalangreb og kalder det »grotesk«. Barfoed har misforstået, hvem der har hvilke roller, siger redaktøren.
»Vi er ikke meddelere, vi er journalister. Det er vores opgave at afsløre, når myndighederne ikke gør deres arbejde godt nok. Alene af den grund skal vi ikke arbejde sammen med myndighederne, for det ville afskære os muligheden for at være kritiske over for dem«, siger Erling Groth og tilføjer, at det er ministeren og Fødevarestyrelsens opgave at sørge for, at danskerne spiser ordentlige fødevarer. Afprøvede et tip
Hvis DR Kontant havde viden om, at der var decideret livsfarlige fødevarer i omløb, havde redaktionen advaret med det samme, siger redaktøren. Var I bange for, at jeres historie ikke havde været lige så god, hvis I havde advaret myndighederne. Så havde de måske nået at rydde op inden jeres program?
»Nej, for i starten havde vi ikke noget på historien. Vi havde fået et tip og afprøvede, om kildens oplysninger var korrekte. Det var en lang journalistisk arbejdsproces. Vi oprettede et firma, købte kød og fik analyseret kødet, før vi var sikre på, at historien holdt vand«, siger Erling Groth.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























