En formentlig jaloux eksmand var nær ved at miste livet, da han søndag eftermiddag trængte ind hos sin tidligere kæreste og dennes nye mand i en lejlighed på Ndr. Fasanvej i København. Eksmanden truede i dørtelefonen med, at den nye mand 'var færdig', hvorefter han kom ind i opgangen ved at udgive sig for at være reklamebud. Han sparkede døren ind til lejligheden, hvor kvindens nuværende kæreste - en mand på 43 år - ventede med en køkkenkniv i hånden. Den uønskede gæst blev stukket to gange og var en overgang i livsfare. Den 43-årige forklarede, at han handlede i nødværge. Tidligere sigtet Kvindens eksmand har tidligere været voldelig, sagde den sigtede til dommeren i grundlovsforhøret dagen efter opgøret. Derfor blev han meget bange, da eksmanden sparkede døren ind. Den 43-årige mand er indtil videre sigtet for forsøg på manddrab. Dommeren valgte at opretholde anholdelsen i tre døgn for at foretage yderligere afhøringer i sagen, inden det besluttes, om den 43-årige mand skal varetægtsfængsles.
Mand og eksmand i knivstikkeri
Lyt til artiklen