18-årig dømt for dødstrusler mod Fogh

Lyt til artiklen

En 18-årig mand er blevet idømt 60 dages betinget fængsel for at have sendt en e-mail fra Odense med dødstrusler mod statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Dommen faldt i dag ved byretten i Odense, hvor den unge mand erkendte at have sendt e-mailen med teksten: »Fogh er død, inden der fra dags dato er gået ni dage«. Mail sendt af kedsomhed E-mailen blev sendt fra en computer i Ungdomshuset i Nørregade i Odense, men den 18-årige nægtede, at det var meningen, at dødstruslen skulle tages alvorligt. Han forklarede i stedet, at han havde sendt e-mailen af ren og skær kedsomhed. Tidligere ustraffet Tårevædet omfavnede den unge mand flere tilhørere, inden han blev ført tilbage til arresthuset. Herfra blev han derefter løsladt, idet han har været varetægtsfængslet siden den 18. marts. Den 18-årige, der i øvrigt er helt ustraffet, kom jævnligt i Ungdomshuset på Nørregade 60 i den indre by i Odense. Ville tjekke mail Fredag 17. marts indfandt han sig atter på stedet for at tjekke, om der var nogen e-mail-beskeder. Det var i den anledning, at han skrev e-mailen og ved 13-tiden sendte den til partiet Venstres hovedkontor. Denne mail var ifølge tiltalen egnet til at fremkalde frygt for liv og helbred hos personalet på hovedkontoret, så politiet kom ind i billedet. Efter at have undersøgt blandt andet elektroniske dataspor fandt man hurtigt frem til den 18-årige, som blev anholdt og fængslet for lukkede døre. Overvejer at anke Domsmandsretten fandt i sin afgørelse, at der var tale om forsæt. Med andre ord havde den 18-årige ikke bare skrevet mailen for sjov - der var reelt tale om en trussel. Anklageren vil nu tænke over dommen, inden der tages stilling til en eventuel anke. Mandens forsvarer, advokat Bjarne Rasmussen, Odense, havde talt for en mild straf og var tilfreds med afgørelsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her