Poker rykker ind på skolerne

Pokerspil er begyndt at rykke ind i de danske skoler, og det bekymrer eksperter - Foto: Rasmus Baaner
Pokerspil er begyndt at rykke ind i de danske skoler, og det bekymrer eksperter - Foto: Rasmus Baaner
Lyt til artiklen

Fodbolden er væk og i stedet jongleres der med kort og jetoner i frikvarterne rundt omkring på flere folkeskoler. Poker har længe været trendy blandt især unge mænd og drenge og er forlængst rykket fra kasinoerne ud til ungdomsklubber, fritidshjem og masser af private hjem. Eksperter bekymrede Det bekymrer eksperterne, at spillet nu også rykker ind på skolerne. På Hældagerskolen i Vejle har klassekassen i 7.C ligefrem investeret i et pokerspil til klassen, og hvis den tendens breder sig, er der tale om en blåstempling af pokerspillet, som kan få fatale konsekvenser. Det mener afdelingsleder på Center for Ludomani, Benedikte Ejlers. »Poker er et traditionelt hasardspil om penge, og det ser vi rigtig mange blive afhængige af«, siger hun. Absurd Hun finder det absurd, at skoler, lærere og forældre tilsyneladende accepterer pokerspil i skoletiden. »Det er uden omtanke. Vi behøver jo heller ikke at lære børnene at drikke whisky, vel?«, siger hun til Ritzau. »Jeg er godt klar over, at det er smart og trendy, men man behøver altså ikke at give børn alt, hvad de gerne vil have. Skolen og lærerne er jo et forbillede for børnene, og som forbillede synes jeg ikke, man skal lære børn at spille hasardspil«, fastslår Benedikte Ejlers. Ingen officiel holdning I Danmarks Skolelederforening har man endnu ikke nogen officiel holdning til poker i skoletiden. »Det er suverænt den enkelte skoles afgørelse«, siger formanden Erik Lorenzen. Han tilføjer dog, at hvis tendensen breder sig for alvor, kan det blive aktuelt at diskutere det med medlemmerne. I Vejle Kommune vil formanden for børne- og sundhedsudvalget Karen Delfs ikke gribe ind. Hun mener, det er op til skolebestyrelserne selv at tage stilling til spil. Voldsom stigning i ludomani Antallet af unge, der opsøger Center for Ludomani for at få behandling for deres spillelidenskab er steget med knap 40 procent fra 2004 til 2005. Cirka 750 personer henvendte sig sidste år til centret, og de var især blevet afhængige af internet poker. Dansk Tipstjeneste har indtil videre sagt nej til pokerspil, netop fordi det er kendt, at det driver mange mennesker i ulykke. Til gengæld kan danskerne om et års tid komme til at spille whist via Dansk Tipstjeneste.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her