»Vi bakker fuldstændig op om Akkari«

Trods »meget uheldige« og »dumme« udtalelser, nyder Ahmed Akkari stadig fuld opbakning blandt medlemmerne af Islamisk Trossamfund på Fyn.   Foto: Heidi Lundsgaard
Trods »meget uheldige« og »dumme« udtalelser, nyder Ahmed Akkari stadig fuld opbakning blandt medlemmerne af Islamisk Trossamfund på Fyn. Foto: Heidi Lundsgaard
Lyt til artiklen

Når imam Ahmed Akkari sammen med den øvrige delegation af imamer fra Danmark vender hjem efter deltagelsen i den internationale muslimske konference i Bahrain, har han ikke grund til at frygte det store frafald af tilhængere blandt trosfæller i Odense. »Vi bakker fuldstændig op om Akkari«, lød gentagne udtalelser, da nogle hundreder samledes til fredagsbøn i Islamisk Trossamfunds moske på Fyn. »Det er ikke kun os, der støtter ham«, bedyrede nogle og tilføjede, at det var den generelle holdning i moskeen. Ikke nævnt under fredagsbønnen Moskeen på Ørbækvej i det østlige Odense blev indrettet for syv år siden i en tidligere lagerbygning, som er opført i et etplans elementbyggeri. Indenfor i det store rum er der lagt tæpper, de ældste kan få lov til at sidde på nogle plastikstole under bønnen, og i et lokale bag hallen bliver fredagsbønnen videooptaget. »Så vi altid kan dokumentere, hvad der bliver sagt, så ingenting bliver fordrejet«, griner en af deltagerne. Stormvejret omkring imam Ahmed Akkari efter den franske tv-dokumentarudsendelse, hvor en skjult kameraoptagelse afslører udtalelser fra Akkari, som kan opfattes som dødstrusler mod Naser Khader, blev ifølge Smain Benyrbah, som repræsenterer Det Islamiske Trossamfund på Fyn, ikke nævnt med et eneste ord under fredagsbønnen. Dumme udtalelser Ikke desto mindre var mange af deltagerne bagefter parate til at udtale sig om deres syn på sagen. »Akkaris udtalelser var dumme. Men de var jo kun ment som en joke, og han har undskyldt«, konstaterer Abdalla M. Mohamad med anerkendende opbakning fra sine trosfæller, der følger samtalen. Abdalla M. Mohamad, der stammer fra Somalia, studerer arabisk kommunikation på Syddansk Universitet. Han fortsætter: »Det her handler netop om kommunikationen og misforståelser. Når en araber udtrykker sig som Akkari i et privat rum, så ligger der intet bag. Det er blot en talemåde. Og medierne og politikerne benytter sig af lejligheden til at bruge hans udtalelser mod muslimer her i landet«. »Stigende fremmedhad« Og den slags er efter hans opfattelse udtryk for et stigende fremmedhad. »Vi er kommet så langt, at hvis muslimer deltager i debatten om ytringsfrihed, så siger danskerne, at »hvis du ikke er tilfreds med det her, så kan du bare flytte tilbage«. Og siger vi noget, der kan misforstås, så bruges det mod os«. N. Jamil, der stammer fra Kurdistan og arbejder som læge, bryder ind efter eftertænksomt at have lyttet til samtalen og siger: »I den senere tid har jeg ikke følt mig velkommen i Danmark. Der kommer den ene lovgivning efter den anden med stramninger mod udlændinge. Heri ligger der, at »du er ikke en del af os, du er udlænding«. Jeg tror, jeg vil overveje min tilværelse i Danmark, hvis ikke det ændrer sig. Mest for mine tre børns skyld«. Læg ikke noget i det Youssef Bibi, lærer med palæstinensiske rødder, siger: »Akkaris udtalelser er meget uheldige set i lyset af, at han står som talsmand og imam. Til gengæld er jeg ikke i tvivl om, at de ikke er ment seriøst. Et sådant sprogbrug er ikke unormalt i det arabiske miljø. Der skal ikke lægges noget i det«. »I det hele taget tror jeg, at mange misforståelser skyldes nogle imamers manglende rutine i at optræde i offentligheden. De forsvarer sig ikke på en hensigtsmæssig måde«, tilføjer han. »Khader repræsenterer ikke os« En anden, der ønsker anonymitet »på grund af sit job i staten«, konstaterer, at sympatien blandt deltagerne i denne fredagsbøn ikke ligger hos Naser Khader, men hos Akkari og kredsen af imamer omkring ham. »For Naser Khader er slet ikke praktiserende muslim, og han repræsenterer ikke os«, pointerer den anonyme mand uden at blive modsagt af de andre.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her