Kritikken regner ned over regeringens nye antiterrorpakke. Både den måde, pakken er blevet stykket sammen på, og indholdet er under beskydning - specielt den større mulighed for at aflytte og overvåge. Slækker på domstolskontrol »Vi synes, det er skræmmende, at man øger overvågningen, øger registreringen af befolkningen ubegrundet og samtidig slækker væsentligt på den domstolskontrol, som vi mener er alfa og omega i et demokratisk samfund«, siger Jakob Lund Poulsen, formand for Advokatrådets Retsudvalg. Fredag skulle alle høringssvar lande hos Justitsministeriet og Videnskabsministeriet. Lavet for hurtigt Advokatrådet kritiserer, at lovforslagene er blevet lavet for hurtigt og uden at sikre, at kommissionen, der kom med forslagene, var bredt sammensat af politifolk, anklagemyndigheder, dommere, universitetsfolk, advokater og erhvervslivets folk på teleområdet. »Så havde man fået et afbalanceret, velovervejet, velgennemtænkt forslag og analyse af behovet for at foretage disse ændringer«, siger Jakob Lund Poulsen. Også Forbrugerrådet har sendt et høringssvar ind. Her deler man bekymringen fra Advokatrådet. »Det virker på os, som om man har for travlt med at få hastet noget igennem, uden at vi lige tager tiden til at drøfte, hvor vi vil hen. I Forbrugerrådet er vi ikke mod bekæmpelse af terror. Men man må have tænkt sig om, inden man ophæver nogle retsprincipper, som ellers har været bærende for os«, siger formand for Forbrugerrådet Camilla Hersom. Ringe kontrol Dansk Retspolitisk Forening mener også, at de nye tiltag er problematiske. De fremhæver i deres høringssvar, at PET og FE kan anmode andre offentlige myndigheder om at give oplysninger uden større begrundelse: »Vi siger, at enhver øget beføjelse til de hemmelige tjenester er slem, fordi vi i forvejen har en ringe kontrol med de instanser«, siger Bjørn Elmquist. Den Danske Dommerforening vil ikke engang give en vurdering af lovforslagene. »Vi svarer, at forslaget fremkommer for politisk. Vi er ikke en politisk forening, så vi ønsker ikke at svare«, siger formand for foreningen Henrik Linde, dommer fra retten i Korsør. Telebranchen utilfreds I telebranchen er virksomhederne ikke glade for, at de får nye forpligtelser til at hjælpe politiet med blandt andet øget registrering af abonnementsoplysninger. »Vi går fra at være en virksomhed, der kun har et forretningsøjemed, til at være en virksomhed, der skal være en slags forlænget opbevaringsarm for politiet. Det er branchen bestemt ikke interesseret i«, siger John R. Kristensen, konsulent for IT, Tele og Medier, Dansk Industri. Også TDC har en stribe kritikpunkter mod antiterrorpakken. »Vi er meget bekymrede for, hvorfor Danmark ønsker at gå så meget længere end andre lande«, siger Jens Hauge, vicedirektør for TDC. K afviser kritikken Det har ikke været muligt at få en kommentar til kritikken fra justitsminister Lene Espersen (K), men partiets retsordfører, Helge Adam Møller, afviser beskyldningerne om hastværk. »Vi foreslår det på baggrund af, hvad der er sket i London, USA og Bali, Madrid og mange andre steder. Der er ikke nogen, som kommer og takker os, hvis der kommer en terrorhandling og vi skulle have været hurtigere til at vedtage lovene«, siger Helge Adam Møller. Han afviser, at der skal være ekstra kontrol af PET, og henviser til, at der allerede er et uafhængigt udvalg - Wamberg-udvalget - som kontrollerer PET. Udvidelsen af PET's beføjelser har han det fint med. »Politiets Efterretningstjeneste er oprettet for at sikre dig og mig og resten af befolkningen. Derfor synes jeg kun, det er rimeligt at give dem øgede muligheder«, siger Helge Adam Møller.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























