For første gang tager den danske regering direkte initiativ til et møde på dansk grund med fremtrædende muslimske overhoveder. Det sker som led i indsatsen for at bilægge striden om Muhammedtegningerne. Invitation til dialog Generalsekretæren for den muslimske verdensorganisation, Muslim World League, Dr. Abdallah Al Turkey, modtog tidligere på ugen en invitation fra Udenrigsministeriet. Det er en invitation til et dialogmøde, der skal finde sted inden for de nærmeste uger. Den omfatter også organisationen ICSFP, som i denne uge var hovedarrangør af 'den internationale konference til forsvaret for den endelige profet' i Bahrain, hvor også danske imamer deltog. »Invitationen gik af sted forud for konferencen for at vise den muslimske verden, at vi ønsker dialog«, siger kontorchef Thomas Christensen fra Udenrigsministeriets Mellemøst-kontor. Muslimer fastholdt boykot Til skuffelse for den danske regering besluttede 300 af verdens mest indflydelsesrige muslimer på konferencen alligevel at fastholde boykotten af danske varer. På mødet ønsker Udenrigsministeriet blandt andet at forklare baggrunden for den danske regerings udtalelser i sagen og Rigsadvokatens beslutning om ikke at retsforfølge Jyllands-Posten - samt understrege islams status som anerkendt trossamfund i Danmark. »Der florerer stadig mange misforståelser i de muslimske lande, og det er nyttigt at tale med nogle af dem, der lægger tonen i debatten«, siger Thomas Christensen, der heller ikke vil afvise, at forbrugerboykotten bliver et tema. Forventer møde med udenrigsministeren Han oplyser, at der bliver tale om et møde på embedsmandsniveau, og at der ikke på nuværende tidspunkt er aftalt møder, der involverer udenrigsministeren. Ali Jomaa, der er talsmand for ICSFP, bekræfter, at de muslimske organisationer har modtaget en invitation fra Udenrigsministeriet - underskrevet af direktør Ulrik Federspiel. Han oplyser, at delegationen vil bestå af muslimske overhoveder, »som de fleste af verdens muslimer vil respektere«. »Jeg går ud fra, at der bliver et møde med udenrigsministeren«, siger Ali Jomaa, der ser frem til, at detaljerne om mødets afvikling bliver fastlagt i de nærmeste dage. Arla blev rost i Bahrain På konferencen i Bahrain blev den danske mejerigigant Arla rost i slutteksten, fordi den i annoncer har taget afstand fra de omstridte profettegninger. Annoncer, som er blevet kritiseret af både statsminister Anders Fogh Rasmussen og Venstres politiske ordfører Jens Rohde. »Arla har vist dialog og taget en række positive initiativer. Vi leder efter det samme hos den danske regering, og vi ser denne invitation som et meget vigtigt skridt i den rigtige retning. Det er lige præcis det, vi har ønsket fra begyndelsen«, siger talsmanden. Imamer skal afhøres Den danske imam Abu Laban fra Islamisk Trossamfund havde, da han kom hjem fra Bahrain i går, ikke hørt noget om invitationen fra det danske udenrigsministerium. »Men vi hilser det meget velkomment«, sagde Abu Laban. Han selv vil meget hurtigt blive indkaldt til afhøring hos Københavns Politi, der vil have opklaret, om Abu Laban har kendskab til en person i Danmark med planer om at udføre en terroraktion. Det sker, efter at TV-avisen har offentliggjort et klip optaget med skjult kamera af den franske tv-station France 2. I klippet fortalte Abu Laban om en person, der ville skabe »ravage« og udføre en »martyraktion«. Politiet leder efter 'martyr' Den person vil chefkriminalinspektør Per Larsen fra Københavns Politi meget gerne finde frem til. »Er det én, der går rundt her i landet med de planer, så har vi jo et problem, vi må se at få taget fat på«. Det afviste Abu Laban i går, da han havde hørt sin egen udtalelse, som det franske tv-selskab havde optaget. »Der er ikke nogen terrorist«, sagde Abu Laban, der forklarede, at han blot havde brugt en talemåde. Husker ikke navnet »Det svarer til, at man siger, at man vil fyre en person. Det betyder ikke, at man vil skyde ham, men at han vil blive afskediget«, sagde Abu Laban i Islamisk Trossamfunds lokaler lørdag. Han kunne ikke på det tidspunkt huske navnet på den person, han havde omtalt. Hans kollega Ahmed Akkari, der har talt om at den radikale politiker Naser Khader kunne blive sprængt i luften, vil også blive indkaldt til afhøring af politiet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























