Da Venstre-medlemmet af Københavns Borgerrepræsentation Heidi Wang onsdag eftermiddag tog de to trin op til Marienborgs port for at diskutere integration med statsministeren, havde hun en vigtig ting at få sagt: »Hvis han virkelig gerne vil have, at vi føler, vi bliver hørt, må han tænke en ekstra gang på samarbejdet med Dansk Folkeparti. Jeg ser, at Venstres grundlæggende liberale tankegang og værdier bliver overskygget af Dansk Folkepartis lukkethed«, sagde Heidi Wang (V). Integration på dagsorden Hun og 16 andre folkevalgte med udenlandsk baggrund havde takket ja til invitationen til Anders Fogh Rasmussens fjerde integrationsmøde på Marienborg. På forhånd havde statsministeren skrevet til mødedeltagerne, at han gerne ville diskutere, hvordan flere indvandrere kommer i job, integration og demokratiske værdier. Mødet endte med at vare cirka en time længere, end den halvanden time Anders Fogh Rasmussen på forhånd havde afsat. Wang slugte kritikken Og Heidi Wang blev placeret ved statsministerens højre side ved det aflange bord. Da mødet endelig sluttede, trådte hun ud i Marienborg gård med en tilfreds mine og ville ikke gentage sin kritik af Venstres ægteskab med Dansk Folkeparti. »Vi er folkevalgte politikere, som kommer fra alle mulige partier og vi taler om, hvordan vi kan få integrationen til at fungere. Vi bliver ikke inviteret til at tale om partipolitik«, sagde Heidi Wang, som dog understregede, at hun på mødet fik luft for sine frustrationer over samarbejdet mellem Dansk Folkeparti og Venstre. Qureshi: Gennemgående kritik Men SF'eren Kamal Qureshi fremhævede, at der på hele mødet havde været en gennemgående kritik af samarbejdet mellem regeringen og Dansk Folkeparti. »Hele fundamentet for integrationssamarbejdet bliver blokeret af samarbejdet med Dansk Folkeparti. Det er vigtigt at forstå. Især når vi fra SF's og andre partiers side tilbyder os til at levere stemmer for, at regeringen kan samarbejde om en anden form for integrationspolitik«, sagde Kamal Qureshi (SF). Fogh: Vi er demokratisk valgte Hans tilbud fik et umiskendeligt og klart nej tak fra statsministeren, da han sammen Rikke Hvilshøj (V), der også havde deltaget i mødet, stod i Marienborgs nederste etage for at modtage pressens spørgsmål. »Jeg giver ikke meget for den snak om, at vi skal isolere Dansk Folkeparti, og regeringen skal kigge til den anden side. Så snart jeg kigger til den anden side, så kigger jeg på nogen, der kun er ude på at få regeringen fjernet. Når man skræller det hele væk, så handler det om, at der er nogen der ikke kan lide regeringens udlændingepolitik. Der er jeg nødt til at minde om, at regeringen er valgt demokratisk ved to folketingsvalg«, sagde statsministeren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























