For snart to år siden blev aldersgrænsen for salg af alkohol i detailhandlen hævet fra 15 til 16 år. Håbet var, at det ville få de 15-årige til at drikke mindre. Det er der imidlertid ikke noget, der tyder på. Alkoholforbruget blandt de unge er stort set det samme, forskellen er bare, at det nu i stigende grad er forældrene, der køber alkohol til deres børn. Hver tredje pige får alkohol af forældre Det viser en evaluering af lovgivningen, som Center for Alkoholforskning under Statens Institut for Folkesundhed har gennemført. 8.000 tilfældigt valgte unge mellem 13-16 år har fortalt om deres alkoholvaner. Af svarene fremgår det, at hver tredje 15-årige pige og hver fjerde dreng inden for den sidste måned har fået alkohol af deres forældre. Lovgivning kan ikke stå alene Ifølge undersøgelsen er det blandt de 13-16 årige mere normalt, at man får alkoholen fra andre, end at man køber den selv. Tilmed er der fra 2004 til 2005 sket en stigning i andelen, der har drukket uden selv at have købt alkohol. »Det overrasker os, at der er flere forældre, der køber alkohol til deres børn nu, end der var tidligere«, siger forskningsassistent Morten Hulvej Jørgensen, der har lavet evalueringen. Ifølge ham viser det, at lovgivningen ikke kan stå alene. Hvis man vil nedsætte spiritusforbruget hos de helt unge, må forældrene selv gå foran med det gode eksempel. »Så længe vi har den alkoholkultur, vi har her i landet, så kan man ikke lave det om med lovgivning. Det er jo helt fuldstændig accepteret, at når man er ung, så skal man lære at drikke«, siger Morten Hulvej Jørgensen. Ikke kun negativt Han tolker dog ikke kun forældrenes holdning negativt. »Det kan også tages som et tegn på, at nogle forældre ved at give alkohol til deres børn søger at have en vis form for kontrol med, hvad og hvor meget børnene drikker, siger forskeren. Evalueringen kan dog ikke vurdere, hvorvidt det så også har en gavnlig effekt på børnenes drikkeri eller om det eventuelt betyder, at de drikker mere end de ellers ville have gjort«. Færre unge køber alkohol Den nye aldersgrænse har dog haft den effekt, at færre 15-årige køber øl og spiritus i butikkerne. I 2004 havde 44 procent af drengene og 41 procent af pigerne købt alkohol i en butik, og det faldt til henholdsvis 25 og 22 procent sidste år, hvor 16 års grænsen var gældende. Det betyder også, at næsten hver fjerde 15-årig stadig kan gå ind i en butik og købe alkohol, selv om det er forbudt ved lov.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























