Amt kæmper for at slippe for erstatning til patient

Lyt til artiklen

I 20 døgn i foråret 2001 lå en psykisk syg mand fra Århus ulovligt fastspændt til en seng på den psykiatriske afdeling i Risskov. Patienten var syg, men han var i de 20 døgn ikke til fare for sig selv eller andre. Dermed var betingelserne for at bæltefiksere ikke opfyldt. Erstatning på 25.850 kroner Det har to patientklagenævn fastslået. Det har Århus Amt, der driver den psykiatriske afdeling, tidligere erkendt. Og derfor besluttede retten i Århus sidste år, at manden skulle have en erstatning på 25.850 kroner. Dermed var der lagt op til, at en række andre psykiatriske patienter ville kunne få erstatning for ulovlige bæltefikseringer. Dommen anket Men dommen blev anket af Århus Amt. Og da den principielle ankesag fredag blev behandlet af Vestre Landsret i Viborg, mødte Århus Amt frem med en ny holdning: Amtet mener nu, at de 20 dages fastspænding slet ikke havde været ulovlige, men derimod opfyldte lovens betingelser. »Allerede fordi tvangsfikseringen var foretaget med rette, er der ikke grundlag for at udbetale erstatning«, sagde amtets jurist Marianne Pagh Lübeck. Retsformanden, landsdommer Poul Hansen, konstaterede, efter at sagen var blevet gennemgået, at han »ikke kunne finde noget i journalerne«, som lægerne og personalet havde skrevet, der viste, at betingelserne for at tvangsfiksere patienten var opfyldt i de perioder, som sagen drejer sig om. Indrømmer fejl Og det erkendte den ansvarlige overlæge, Torsten Wiwel, fra den psykiatriske afdeling i Risskov, da også. »Det kan jeg kun være enig i, og det er også en fejl«, sagde overlægen. Han forklarede, at det skulle have været udtrykt mere præcist i journalerne, at patienten var farlig. Det fremgik nemlig ikke. Tværtimod fremgik det, at den dengang 32-årige mand i perioden, hvor han var fastspændt, havde været »stille og tankefuld«. Han havde i en af perioderne flere gange sagt, at han ikke kunne forstå, at han skulle være tvangsfikseret. Og det fremgik af journalen, at det var »aftalt, at patienten forbliver i bæltet« i en uge. Patientens advokat, Thomas Martin Thomsen, fastholder imidlertid, at hans klient skal have erstatning. »En tvangsfiksering med bælte og hånd- og fodremme er en særdeles indgribende og ydmygende foranstaltning«, sagde han. Vestre Landsret træffer sin afgørelse i næste måned.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her