Venstre anklager SF's formand Villy Søvndal for hykleri i Muhammedkrisen. Så sent som i december kaldte Søvndal nemlig i et læserbrev profettegningerne for »befriende« og opfordrede demokrater til at stå sammen mod mullaher, imamer og islamister. Himmelråbende hykleri Flere gange siden har SF-formanden langet ud efter regeringen for ikke at have taget stilling til Muhammedtegningerne i tide og på den måde været med til at kaste Danmark ud i en international krise. Senest har Villy Søvndal i weekenden bakket FN-rapportør Doudou Diènes kritik af den danske regering op. »Villy Søvndal demonstrerer noget af det mest himmelråbende hykleri, vi har set i dansk politik, når han støtter FN-rapportøren. 17. december skriver han et yderst interessant læserbrev, hvor han skriver, at initiativet fra Jyllands-Posten var godt og nyttigt. Han skriver, at det muslimerne må finde sig i, at det, de finder helligt, finder vi andre profant. Han giver den hele armen i rosen til Jyllands-Postens initiativ«, siger politisk ordfører Jens Rohde (V). Rystende Den senegalesiske FN-rapportør har rettet kritisk søgelys mod, at regeringen afviste at tage stilling til Muhammedtegningerne og ikke ville tage et møde med 11 muslimske ambassadører i efteråret. »Det er simpelthen rystende at høre Villy Søvndal efterfølgende give manden fra Senegal ret. Der er ingen troværdighed tilbage«, siger Jens Rohde og fortsætter: »Når jeg sidder og læser de afsnit i læserbrevet, der handler om tegningerne, så ville jeg ønske, at det var mig, som havde skrevet det. Det er et ufatteligt hykleri, når han nu siger, at regeringen skulle have udtalt sin mening om tegningerne og taget afstand fra dem«. Sagen i nyt lys SF-formanden står ved sit læserbrev. »Jeg giver udtryk for, at det er en vigtig og nødvendig debat. Det mener jeg for så vidt også, det er. Det er altid vigtigt, at vi kan diskutere alt«, siger Villy Søvndal. Han peger dog på, at siden december er der kommet så mange oplysninger frem om regeringens håndtering af Muhammedkrisen i efterårsmånederne, at sagen stiller sig i et helt andet lys nu. Oplysninger, som oppositionen ikke havde adgang til, fordi regeringen først satte Muhammedkrisen på dagsordenen i Udenrigspolitisk Nævn i slutningen af januar i år. »Efterfølgende er sagens rette sammenhæng kommet frem. Håndteringen af sagen betød, at det, der kunne have været en lille sag, lige pludselig blev en eksplosiv sag. Regeringens manglende håndtering af sagen gør, at den udvikler sig så katastrofalt, som den gør«, siger Villy Søvndal.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























