En delegation på seks fremtrædende danske muslimer rejser til den arabiske stat Bahrain for at deltage i en stor muslimsk konference i denne uge. Blandt muslimerne er blandt andre de kontroversielle imamer Abu Laban og Ahmed Akkari fra Islamisk Trossamfund, der skabte voldsom vrede mod Danmark i Mellemøsten under en tidligere rundrejse. Ingen undskyldning Den nye rejse skaber da også frygt for, at vreden mod Danmark på ny blusser op, når den danske delegation skal tale for omkring 300 muslimske lærde og repræsentanter for muslimske organisationer fra hele verden. »De kommer sandsynligvis ikke til at sige, at det ser godt ud. Deres krav er jo langt fra imødekommet, for de har stadig ikke fået nogen undskyldning«, siger Integrationskonsulent Fahmy Almajid, København, til Kristeligt Dagblad. Konferencen, der holdes den 22. og den 23. marts, er arrangeret af fem muslimske organisationer, herunder Den Internationale Union af Muslimske Lærde, hvis formand er Yusuf al-Qaradawi, som har været en af de varmeste fortalere for boykot af danske varer. »Manden har magt, og han er meget firkantet. Den 3. februar indkaldte han til det, han kaldte 'vredens fredag', hvor boykotten bagefter blev strammere, fordi imamerne lytter til ham«, siger Fahmy Almajid, der også er journalist og forfatter. Vil stramme boykot Under Islamisk Trossamfunds rejse til Mellemøsten i november fremviste imamerne flere af Jyllands-Postens muhammed-tegninger - også tegninger, som aldrig havde været bragt i avisen. Det var med til at opildne til demonstrationer og boykot af danske varer. Og rigsadvokatens nylige afvisning af at rejse sag mod Jyllands-Posten vil nu atter bringe sagen øverst på dagsordenen, mener imam Abdul Wahid Pedersen, der er en af de danske deltagere. »Vi kan jo ikke undgå at tale om rigsadvokatens afgørelse, som nok provokerer nogen. Vi må se, hvordan sagen bliver diskuteret på konferencen, hvor jeg tror, at de input, der kommer fra Danmark, vil være væsentlige. Jeg tør ikke spå om udfaldet og har ikke lagt nogen strategi med de andre deltagere, men jeg regner med at tale om afgørelsen dernede, og om hvordan jeg som dansk muslim ser de signaler, der bliver sendt fra rigsadvokaten«, siger Abdul Wahid Pedersen til Kristeligt Dagblad. En del af løsningen Naser Khader, formand for Demokratiske Muslimer, opfordrer imamerne til at dæmpe konflikten på konferencen. »Imamerne er en del af problemet, men de er også en del af løsningen. Hvis formålet med at tage derned er at mane til ro, så er det fint. Men hvis formålet er at fortælle om en utilfredshed med rigsadvokatens afgørelse, så leger de med ilden«, siger han. Delegationen består af imam Abdul Wahid Pedersen, imam Abu Laban, imam Abu Bashar, imam Shaykh Raed Hlayhel, imam Ahmed Akkari, og formand for Dansk Islamisk Råd, Jihad Al Farra.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
KOMMENTAR
Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort en liste over europæiske og danske virksomheder: »Sov godt«
SUPERLIGAEN
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00




























