Khader klar til at tegne radikal udlændingepolitik

Lyt til artiklen

Naser Khader er parat til at blive de radikales integrationsordfører - til trods for at han ikke kan lide tonen i partileder Marianne Jelveds angreb på statsministeren for håndteringen af Muhammedkrisen. Hun har blandt andet kaldt Fogh farlig. »Jeg er ikke afvisende, men det er noget, vi skal drøfte«, siger Naser Khader. Kritiker af imamer Med Khader vil der være lagt op til en mere moderat og samarbejdsvillig radikal profil i udlændingepolitikken. Marianne Jelved er åben for Khader på den vigtige post. »Vi finder sagtens en løsning på det, hvis Naser Khader gerne vil være med i det team, som arbejder med udlændinge og integration«, siger Marianne Jelved. Naser Khader har, siden Muhammedkrisen tog fart, været en hård kritiker af de danske imamer, som tog til Mellemøsten og spredte budskabet om Jyllands-Postens tegninger af profeten. Ordførerposter fordeles til sommer Han har ført fortrolige samtaler med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) om krisen - og været drivkraften bag dannelsen af Demokratiske Muslimer, som har været inviteret til møde i statsministerboligen Marienborg. Beslutningen om ordførerposter bliver taget på sommergruppemødet. »Til august tager vi stilling til den nye folketingssamlings ordførerskaber. Naser Khader er flere gange blevet spurgt, om han ville tage arbejde inden for integrationsområdet. Det har han hidtil afvist, men nu er han åben for tanken, så det tager vi op«, sagde Marianne Jelved. Klapsalver til Jelved På det radikale gruppemøde var der klapsalver til Marianne Jelved for det hårde angreb på statsministeren, men ikke fuldstændig opbakning til ordvalget. »Jeg ville ikke selv have brugt ordet farlig. Jeg taler i stedet om, at statsministeren er Bushagtig. Som George W. Bush forsøger statsministeren at dele befolkningen op, så de, der ikke er med ham, er imod ham«, lød det fra Naser Khader. Jelveds angreb har ført til spekulationer om, hvorvidt der er lagt gift ud for forårets forhandlinger om et velfærdsforlig. Anders Fogh Rasmussen bidrog selv til spekulationerne på sit ugentlige pressemøde. »Jeg går ud fra som en selvfølge, at Marianne Jelved kun indgår aftaler og forhandler med personer, som hun har tillid til«, sagde han. Vil deltage i velfærdsforhandlinger Jelved mener ikke, at angrebet på statsministeren forhindrer radikal deltagelse i et velfærdsforlig om efterløn og pensionsalder. »Vi er professionelle politikere, som godt kan skille tingene ad. De aftaler, som vi har indgået med VK-regeringen, er blevet overholdt. Jeg har ikke tillid til statsministeren i Muhammedsagen, hvor statsministeren optræder stærkt kritisabelt«, siger Marianne Jelved, der henviser til, at de radikale har lavet for eksempel trafikaftaler og udligningsreform med regeringen. Heller ikke Dansk Folkeparti anser Jelveds hårde angreb for et problem i forbindelse med forhandlingerne. »Indtil andet er bevist, så tror jeg, at alle parter vil være interesseret i et bredt forlig. Og både Fogh og Jelved vil være så professionelle, at det ikke er noget problem«, siger næstformand Peter Skaarup (DF).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her