Fødevarestyrelse: Vi var for blåøjede i kød-sag

Lyt til artiklen

Fødevarestyrelsen har været blåøjet i kontrollen af engrosfirmaet Thulin Kød Engros, der solgte gammelt kød, erkender vicedirektør Henrik G. Jensen. Vicedirektør i Fødevarestyrelsen Henrik G. Jensen erkender blankt, at Fødevarestyrelsen ikke har passet sit arbejde godt nok i sagen om Roskilde-virksomheden Thulin Kød Engros, der har solgt store mængder for gammelt oksekød, kylling og rejer til danske restauranter, pizzeriaer og hoteller til lavpris. Greb ikke ind Allerede for halvandet år siden blev Fødevarestyrelsen i et brev gjort opmærksom på virksomhedens ulovlige salg af for gammelt kød, men greb ikke ind. »Vi er for blåøjede, da vi læser det, og vi er for naive. Vi må holde op med at være det. Frode Fredegod er simpelthen død«, sagde Henrik G. Jensen i aften i DR's forbrugermagasin, Kontant, der har afsløret ulovlighederne. Ikke godt nok Selv om fødevaremyndighederne har pligt til at kontrollere fødevarevirksomheder, erkender Henrik G. Jensen, at der fra 2000 til 2004 slet ikke skete nogen kontrol i Thulin Kød Engros. »Det er heller ikke godt nok«, erkender han. Fødevarestyrelsen undersøger nu, om flere virksomheder, der er involveret i sagskomplekset, også i strid med reglerne har været forskånet for offentlig kontrol. Salgsdato overskredet med et år Ifølge Thulin Kød Engros egne optegnelser har firmaet haft kontakt med mere end 800 hoteller, restauranter og pizzeriaer over hele landet. Blandt andet har firmaet solgt 20 kilo argentinsk oksekød til et firma, som Kontant havde oprettet til formålet. Prisen var lav, fordi sidste salgsdato var overskredet med næsten et år. Fødevarestyrelsen har to gange, senest i december sidste år, fået et tip om, at Thulin Kød Engros har solgt gammelt kød, men styrelsen fandt ikke anledning til at anmelde firmaet. Går på jagt Men nu har styrelsen fået øjnene op for, at også andre virksomheder bedriver samme ulovlige forretninger. I forbindelse med en stor kontrol har Fødevarestyrelsen ifølge Henrik G. Jensen indtil videre afsløret fire andre virksomheder, der sælger for gammelt kød. »Så der er altså mere at komme efter her, og nu går vi på jagt«, siger han. Forbrugerminister Lars Barfoed (K) har oven på afsløringerne bebudet en række stramninger af kontrollen og sanktioner over for virksomheder, der sælger for gammelt kød.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her