Den grønlandske pelsindustris image får nu endnu et kølleslag for boven. Den tidligere økonomichef Jacob Abelsen fortæller i et brev til landsstyreformand Hans Enoksen, at nogle af Great Greenlands kontroversielle skind fra canadisk sæljagt med køller og ishakker er blevet solgt i Danmark. Direktør i uheldig rolle Og at selskabets direktør Michael Nielsen »bevidst ønskede at tilbageholde de regnskabsmæssige fakta omkring de canadiske skind over for bestyrelsen«. Michael Nielsen har ellers hidtil forklaret, at danske og andre europæiske forbrugere ikke risikerede at købe canadiske skind, da de alene var solgt til Rusland og Kina. Men det er ikke korrekt, fastslår Jacob Abelsen, der var økonomichef i Great Greenland fra august 2002 til april 2005: »De canadiske skind har - i hvert fald indtil min fratræden - været solgt side om side med de grønlandske skind fra selskabets salgskontor i Glostrup. Det vil kunne dokumenteres ved at lade revisionen gennemgå salgsstatistikkerne«, skriver Abelsen i brevet, som Politiken er i besiddelse af. Han mener, at direktøren »spiller hasard med selskabet« og de grønlandske fangeres levebrød. Og tilføjer, at importen af de canadiske skind oven i købet har været en underskudsforretning. Hakket ned De grønlandske pelse kom i søgelyset kort efter nytår, da Politiken og TV-avisen fortalte, at Great Greenland importerer stadig flere skind fra områder i Canada, hvor man dræber dyrene med køller og ishakker. Normalt er den aflivningsmetode ifølge eksperter mere skånsom end riffeljagt, men pelsjægerne aflønnes per skind, og de er ikke altid omhyggelige med at slå sælen helt ihjel, inden de flår den. Det grønlandske landsstyre stoppede straks for køb af canadisk sælskind. Man frygtede dels boykot som i 1980'erne, hvor landet blev hårdt ramt af Greenpeaces kampagne mod canadiske babysældrab, dels at problemerne ved de grønlandske fangstmetoder skulle komme op til overfladen: Lobby imod forbud Tusindvis af grønlandske sæler drukner hvert år i net eller skamskydes. I slutningen af januar præciserede landsstyret, at forbuddet kun skulle gælde skind fra områder i Canada, hvor der bruges køller og ishakker. Men den canadiske pelsindustri lobbyer ivrigt at få droppet forbuddet helt. En delegation, der for godt en måned siden var på rundtur til danske embedsmænd i København, har for eksempel forsøgt at afskrive dyreværnsorganisationen The Humane Societys optagelser af køllejagterne med, at det var genbrug af videoer fra 1970'erne og 1980'erne - på trods af, at aktivisten på billederne Rebecca Aldworth, dårligt var født dengang. Foreløbig går det dog den forkerte vej for canadierne. Italien og Mexico har nu sluttet sig til de lande, der siger nej til kølleskind, og senest er eks-Beatlen Paul McCartney gået ind i sagen på dyrevennernes side. Ønsker kulegravning Den tidligere økonomichefs brev har fået oppositionen i Grønland til at kræve, at kulegravningen af Great Greeland bliver sat i gang hurtigst muligt. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Hans Enoksen eller Michael Nielsen. Pelsdirektøren siger til Grønlands Radioavis, at »det er godt at få rygterne frem i lyset som konkrete påstande og spørgsmål«. Han vil ikke kommentere de konkrete anklager, men lover at »svare vores bestyrelse og hjemmestyret, som vi skal«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























