Statsvirksomheden Banedanmark vil ikke opstille en reklametavle for islam-forskeren Jørgen Bæk Simonsens nye bog, 'Hvad er islam', på perronen på Nørreport Station i København. Reklamen består af bogens hvide forside med titel og forfatterens navn, to uddrag af anmeldelser og et mindre billede af Jørgen Bæk Simonsen, skriver Jyllands-Posten. Men Banedanmark ønsker ikke »at medvirke til politiske og religiøse diskussioner på offentlige steder og en eventuel opblussen af konflikten,« som det hedder i den skriftlige begrundelse. Sober annonce Morten Hesseldahl, adm. direktør for Bonnier Forlagene, herunder Akademisk Forlag, som udgiver Jørgen Bæk Simonsens bog, modtog beskeden tirsdag. »Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det er en ekstremt sober annonce for en ekstremt sober bog. For fire måneder siden havde det overhovedet ikke været et problem. Når en statsinstitution kan vurdere, at sådan en reklame er farlig, bliver det endnu lettere at kyse alle andre«, siger Morten Hesseldahl til Jyllands-Posten. Handler om etik og sikkerhed Eigil Sabroe, teknisk direktør for Banedanmark, oplyser, at Banedanmark har etiske regler, når det gælder pornografiske, religiøse og politiske reklamer. »Dette er en beslutning, som Banedanmarks ledelse har truffet. I det konkrete tilfælde er reklamen i strid med enten de religiøse eller politiske regler. Afgørelsen handler primært om vore etiske regler, men også om sikkerhed«, siger han. Eigil Sabroe tilføjer, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) ikke har rådgivet om det aktuelle afslag, og at Banedanmark tidligere i mindst fem tilfælde har afvist reklamer. Professor i medievidenskab Stig Hjarvard fra Københavns Universitet, mener, at Banedanmarks reaktion er direkte affødt af krisen om Muhammed-tegningerne: »Dette er et eksempel på, at folk ikke længere har lyst til at ytre sig om islam«, siger Stig Hjarvard.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























