Ny sjusk med sikkerheden i skibusserne

Lyt til artiklen

Den ene bus efter den anden er blevet vinket ind til kontrol ved grænseovergangen i Frøslev og Rødby. Og den ene efter den anden er blevet noteret for lovovertrædelser af Rigspolitiets Færdselsafdeling. »Det er jo en betydelig fare for trafiksikkerheden. Og efter de rigtig mange ressourcer, vi har brugt, er det nedslående, at det ikke er bedre«, siger Mogens Wilbert, chefpolitiinspektør i Rigspolitiet, om resultatet af kontrollen i de travle skiferiemåneder. Foredrag for vognmænd 16 kontroller og 613 mandetimer fra 28. januar til 5. marts er det blevet til. Samtidig har politiet brugt kræfter på at holde foredrag for busvognmænd og chauffører om, hvad der skal til for at overholde reglerne. Så enhver er blevet informeret om, at for hver bøde en chauffør bliver idømt, bliver hans vognmand opkrævet det dobbelte. Fatale fejl Alligevel kniber det gevaldigt med at overholde reglerne i de danske skibusser. Mere end hver femte havde således overtrådt reglerne om køre- og hviletider - en regulær overtrædelse af færdselsloven. Desuden var der tekniske mangler som en manglende brandslukker i hver tiende bus - noget, der umiddelbart kan lyde som en mindre ting, men undersøgelser har vist, at en brand i en bus kan være totalomfattende inden for få minutter. Politiet har også noteret 13 kørekortsovertrædelser, som i flere tilfælde dækker over, at chaufføren slet ikke havde kørekort til bus. »Vi vil gerne komme med gode råd til branchen, men vi er ikke sat på jorden kun til det. Vi straffer, når der er problemer«, siger Mogens Wilbert. Og problemer er der. Behov for højere bøder Statistikken har stort set ikke rykket sig i de seneste år trods store stigninger i bøderne og en masse oplysningsarbejde. Selv turistvognmændenes brancheformand er dybt skuffet: »Det er forfærdeligt og meget deprimerende«, siger Bent Lau. Han opfordrer ligefrem politikerne til at hæve bødestørrelsen yderligere. Især på de områder, hvor færdselssikkerheden er på spil. Smiley og bøder Og så vil han gerne have navne på synderne. Branchen mangler muligheder for at straffe medlemmer med eksklusion. Og politiet kan jo ikke kontrollere hver dag. Så det er vigtigt at kunne holde selvjustits, siger formanden. Han bakkes op af Michael Jensen, direktør i rejseselskabet Nortlander, som hvert år sender cirka 7.000 gæster på skitur. Nortlander har ikke haft problemer med sine vognmænd. Men direktøren foreslår, at vognmænd og chauffører kunne være underlagt en slags smiley-ordning, som man kender det fra restaurationsbranchen. Indtil videre er det dog kun politiet, der kender synderne. Hvert år kører cirka 150.000 danskere på skitur med bus. Trods de mange overtrædelser vurderer Rådet for Større Færdselssikkerhed stadig, at busser er det sikreste transportmiddel. Sikrere end personbil.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her