Ny uro om ministers privatøkonomi

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har ikke givet tilstrækkelige oplysninger om sin mands økonomiske forhold - Foto: Morten Langkilde
Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har ikke givet tilstrækkelige oplysninger om sin mands økonomiske forhold - Foto: Morten Langkilde
Lyt til artiklen

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) er kommet i ny modvind på grund af sin mands økonomiske interesser i svineproduktion i Østeuropa. I det skema, hvor ministrene hvert år skal fortælle Statsministeriet om deres og deres ægtefællers personlige interesser, har hun ikke oplyst, at et selskab, som hendes ægtefælle, Jørgen Tørnæs, er medejer af, har aktier for 600.000 kr. i to svinefarmsprojekter i Rusland og Ukraine. Sender nyt skema Statsministeriet har på opfordring fra Ulla Tørnæs vurderet sagen, efter at aktiebesiddelsen er blevet bragt frem i offentligheden af Nyhedsbrevet 3F. Ministeriet oplyser, at Ulla Tørnæs vil sende et nyt oplysningsskema til Statsministeriet. Oplysningsskemaet blev indført efter valget den 8. februar i fjor. I skemaet skal ministrene oplyse om deres egne økonomiske interesser og foreningsmedlemskaber og om deres ægtefællers lønnede hverv og selskabsinteresser, herunder investeringer og andre økonomiske interesser eller i enkelte brancher. Aktier for 600.000 Jørgen Tørnæs er landmand og har desuden investeret i svineproduktion i Østeuropa. Ulla Tørnæs har i den forbindelse fortalt Statsministeriet, at Jørgen Tørnæs er lønnet formand i selskaberne Krasnador Agro A/S og Ukraine-Agro A/S, men udeladt oplysninger om, at han via sit danske firma Skindbjerg Grise ApS også har aktier for hhv. 500.000 kr. og 100.000 kr. i de to selskaber. Uklart spørgsmål Efter at oplysningerne er kommet frem, har Ulla Tørnæs spurgt Statsministeriet, hvorvidt der i en situation, hvor ministerens ægtefælle er medejer af og direktør for en virksomhed, ligeledes bør oplyses om denne virksomheds selskabsinteresser i form af aktier. »Spørgsmålet er ikke udtrykkeligt reguleret i skemaet. Det er imidlertid Statsministeriets vurdering, at i det omfang der i realiteten ikke kan skelnes mellem ægtefællens personlige interesser og virksomhedens interesser, vil det være bedst stemmende med intentionerne bag oplysningsskemaet, at også virksomhedens selskabsinteresser angives. Jeg forstår, at udviklingsministeren på denne baggrund vil fremsende et revideret oplysningsskema«, siger departementsråd Sten Frimodt Nielsen. Statsministeren ind i sagen Statsministeren er i denne uge på ferie. Men han bliver draget ind i sagen af Enhedslistens fødevareordfører, Per Clausen, som vil bede statsministeren svare på, hvilke ministre, der reelt har givet fyldestgørende oplysninger om deres økonomiske interesser.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her