Megasygehus bringer andre hospitaler i fare for lukning

Lyt til artiklen

Planen om at skabe landets største sygehus i Århus vækker bekymring for, at andre sygehuse i den midtjyske region bliver drænet. For godt nok har et enigt regionsråd for Midtjylland netop givet grønt lys til sammenlægningen af Skejby Sygehus og Århus Sygehus, så den største omlægning af eksisterende sygehuse i Danmark nogensinde kan blive gennemført i løbet af 15-20 år. Risiko for lukning af sygehuse Men både regionspolitikere, læger og eksperter i sundhedsøkonomi advarer imod risikoen for sygehuslukninger og øget lægemangel i resten af regionen. »Sammenlægningen bliver ikke nødvendigvis positiv for det samlede sygehusvæsen i regionen. Så før man går videre, bør man hurtigst muligt lave en omfattende plan for hele regionen«, siger sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen, professor ved Syddansk Universitet. Endnu mere skævhed Han peger på, at det nye storsygehus vil åbne en række positive muligheder for både Århus og resten af området, men uden en balanceret plan for fordeling af læger og specialer i hele regionen kan det skabe problemer - især i Vestjylland. »Så risikerer man, at det store sygehus suger al den lægelige arbejdskraft til sig, så der bliver endnu mere skævhed mellem øst og vest«, siger Kjeld Møller Pedersen. Han vurderer, at sygehuset i begyndelsen vil tiltrække patienter fra nære områder som Randers, Silkeborg og Horsens. Delte meninger Også læger opfordrer til øget fokus på resten af regionen. Formand for amtsoverlægerådet i Viborg Eskild W. Henneberg vurderer, at sammenlægningen vil accelerere processen omkring nye sygehuslukninger. »Kæmpeinvesteringen vil trække fra den kasse, vi alle sammen lever af. Derfor er det vigtigt, at politikerne også sikrer hospitalerne uden for mastodontsygehuset. Ellers kan det betyde både lukning af sygehuse og oversvømmelse af patienter i Århus«, siger han. Blandt politikerne i regionsrådet er der delte meninger om, hvorvidt opmærksomheden over for resten af regionen er stor nok. Regionsrådsformand Bent Hansen (S) peger på, at der allerede er ambitiøse sygehusplaner i de enkelte amter, som man er ved at flette sammen. Desuden besluttede regionsrådet sig i denne uge for en formulering om, at masterplanen for det nye sygehus skal ses i sammenhæng med sygehusene i resten af regionen. Svært at skaffe læger »Man kan godt slå en pæl igennem bekymringerne. Selvfølgelig skal der fortsat være sygehuse i Horsens og Holstebro, men samtidig vil folk gerne rejse 100 kilometer for at få en bedre særbehandling. Det er både-og, ikke enten-eller«, siger Bent Hansen. Den forsikring er imidlertid ikke nok for en række regionspolitikere fra et bredt udsnit af partier. Dansk Folkepartis gruppeformand, Birgit Jonassen, frygter, at flere mindre sygehuse må lukke, fordi de ikke har den nødvendige specialisering. Og formand for regionens underudvalg for uddannelse og kompetencer Ulla Fasting (R) mener, at de nuværende planer kun sigter imod modernisering i Århus, selv om det også er tiltrængt i resten af regionen: »Stille og roligt drænes vi. Vi har allerede hamrende svært ved at skaffe læger nok på Holstebro Sygehus, og det kan blive værre. Vi kan ikke blive ved med at hente læger i Sverige og Polen«. Også i hovedstadsområdet har der været tale om en lignende plan, hvor man har diskuteret at lukke sygehusene i Hillerød og Gentofte og slå dem sammen i et nyt storsygehus. Men der er langtfra enighed i regionsrådet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her