For at undgå en ny Muhammed-krise overvejer EU at imødekomme en række muslimske landes krav om at »bekæmpe nedgørelse af religion« i en FN-erklæring. Det er EU's udenrigspolitiske chef Javier Solanas oplæg til weekendens udenrigsministermøde i Salzburg, hvor han i samarbejde med EU-kommissionen foreslår, at de 25 medlemslande tager deres tidligere modstand mod et sådan tiltag op til ny vurdering. Respekt for religioner »Det rejser spørgsmålet om hvorvidt vi i lyset af de seneste begivenheder, bør revurdere EU's tilgang til denne sag i FN's Generalforsamling«, står der i oplægget. Hidtil har EU stemt mod denne type erklæringer, når de 57 muslimske lande i Den Islamiske Konferenceorganisation (OIC)har taget dem op i FN's generalforsamling. Udenrigsminister Per Stig Møller (K)bekræfter, at han og kollegerne begyndte overvejelserne en tekst, der skal udtrykke respekt for religioner bredt. »Den kan ikke gøre andet end at præcisere, at religionerne spiller en stor rolle for store dele af verdens befolkning, og at det er dybt sårende for dem at blive krænket, så man skal altså også omgås de religiøse følelser med respekt«, sagde udenrigsministeren i en pause i gårsdagens møde. DF: Deprimerende oplæg Han understreger dog, at teksten ikke må få lov at »udhule« ytringsfriheden eller ændre på den i forvejen eksisterende blasfemilovgivning i medlemslandene. Afdelingsleder Gorm Rye Olsen, Dansk Institut for Internationale Studier, er ikke i tvivl om signalet fra EU: »Det er en relativ stærk kritik af den danske regering, og det forstærker den skepsis, som EU-landene hidtil har vist ved en meget sendrægtig støtte til Danmark«, siger han. Dansk Folkeparti finder Solanas oplæg »deprimerende«. »Vi skal gå imod initiativer og regler, der vil begrænse den frie debat. En FN-erklæring kan kun ses, som et forsøg på at lægge lov på debatten, men vi skal have en mangfoldig debat«, siger gruppeformand Kristian Thulesen Dahl (DF). »Vi er oppe mod lande, som ikke kender noget som helst til demokrati og ytringsfrihed. De vil gerne gennem vedtagelser i forskellige internationale fora have begrænset frihedsrettighederne«, siger Kristian Thulesen Dahl. Loyal partner Tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) vil ikke kommentere sagen, før han har set den endelige tekst, men siger dog: »Når Dansk Folkeparti kalder det deprimerende, så skal de tænke på, at EU har været en loyal partner for Danmark i hele Muhammed-sagen.« SF's formand Villy Søvndal læser EU-initiativet som et forsøg på at råbe Danmark op. »Ikke mindst Venstre og Dansk Folkeparti har ført sig meget tonedøvt frem, og det har øget ulykkerne. Spørger man i 10 tilfældigt valgte hovedstæder i Europa, vil svaret være entydigt kritisk overfor Danmarks håndtering af krisen«, siger Søvndal. EU's udenrigspolitiske chef Javier Solana er tidligere blevet kritiseret af blandt andre Holland for at være for undskyldende over for de muslimske lande, da han for et par uger siden var på mæglingsrejse i Mellemøsten.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























