Politi må gerne kneble fanger med gaffertape i Århus

Lyt til artiklen

Det var to tydeligvis lettede betjente, der mandag eftermiddag forlod Retten i Århus. Kort forinden havde en enig domsmandsret afgjort, at betjentene ikke gjorde noget forkert, da de under en transport til Sjælland i januar 2005 viklede gaffertape om munden på to unge mænd. »Det mildeste, vi kunne finde på« Den utraditionelle metode blev taget i brug, da de urolige arrestanter skulle til at spytte på betjentene. »Det var den mildeste form for magtanvendelse. Hvad skulle vi ellers have gjort for at undgå at blive spyttet på«, spurgte en af betjentene ved mandagens retsmøde. Normalt er det vold Ved domsafsigelsen gjorde dommeren det klart, at det normalt er at betragte som vold, hvis man sætter gaffertape over munden på en anden. Men under de konkrete omstændigheder handlede de to betjente ikke retsstridigt, lyder det fra retten. »En af de værste transporter« Selve episoden fandt sted på færgen mellem Århus og Odden. Gaffertape blev viklet en gang rundt om hovedet på de to unge, og da de efter kort tid var faldet til ro, blev det taget af igen. I alt fire unge var med i bilen, og allerede inden de var kommet om bord på færgen, havde der været problemer. De unge opførte sig stærkt provokerende, og tre af dem sad derfor med håndjern på under transporten. »Jeg har kørt de her transporter hver eneste dag i 10 år. Men de her var de værste, jeg har oplevet«, sagde en af de tiltalte betjente om de unge arrestanter. »Politiso« Flere betjente, der var indkaldt som vidner, kunne fortælle at de unge blandt andet havde udråbt politimorderen Palle Sørensen som deres helt, mens en kvindelig betjent blev kaldt »politiso« og udsat for andre nedladende bemærkninger. Derudover havde en af de unge tidligere samme dag spyttet i en patruljevogn. Lærere frifundet Med dagens frifindelse af de to betjente på henholdsvis 60 og 52 år fulgte Retten i Århus i fodsporene på afgørelsen i en lignende sag, hvor to lærere på en døveskole i Fredericia satte tape for munden på en urolig dreng for at få ham til at tie stille. De to lærere blev frifundet ved både by og landsretten.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her