Endnu en K-minister kritiserer Fogh

Foghs kritik af erhvervslivet savner anledning, siger Familieminister Lars Barfoed (K). - Arkivfoto: Jacob Ehrbahn
Foghs kritik af erhvervslivet savner anledning, siger Familieminister Lars Barfoed (K). - Arkivfoto: Jacob Ehrbahn
Lyt til artiklen

Familieminister Lars Barfoed (K) melder sig nu også i koret af konservative politikere, som mener, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har trukket fronterne for hårdt op i Muhammeddebatten. Lars Barfoed er tilfreds med, at statsministeren har meldt klart ud i et forsvar for ytringsfriheden, men synes, at Fogh rammer forkert, når han skyder efter dele af erhvervslivet. Kritik »mangler anledning« »Det er vigtigt, at statsministeren slår fast, at frihedsprincipperne ikke er til diskussion. Men jeg mener ikke, at der er anledning til at kritisere erhvervslivet«, siger Lars Barfoed. For halvanden uge siden langede statsministeren ud efter kulturlivet, medier samt dele af erhvervslivet for at have svigtet forsvaret for ytringsfriheden. Anders Fogh Rasmussen undlod dog at sætte navn på kritikken. Uberettiget kritik I en rundspørge, som Politiken har foretaget blandt 39 konservative kredsformænd, er et flertal enig med familieministeren i, at der ikke er grund til at kritisere erhvervslivet. Og i et debatindlæg mandag lagde miljøminister Connie Hedegaard afstand til statsministerens hårde retorik om at skille »får« fra »bukke«. Lars Barfoed kalder dog uenigheden for »en detalje« og siger, at han generelt er meget tilfreds med Anders Fogh Rasmussens indsats. »Det er vigtigt, at vi alle bakker op om statsministeren«, siger familieministeren. VK bebuder forespørgselsdebat Statsministerens hårde kritik har fået den regeringskritiske del af oppositionen til at aflyse borgfreden og kræve en uvildig undersøgelse af hele Muhammedsagen. Det fik tirsdag regeringspartierne til at gå i en modoffensiv og bebude en forespørgselsdebat i folketingssalen. »Regeringen har ikke noget at skjule over for befolkningen. Vi står gerne frem og redegør for vores håndtering af sagen«, siger den konservative leder, Bendt Bendtsen. Han kalder oppositionens krav om en undersøgelse »helt uansvarligt«. »Den taktik er kun til gavn for de ekstreme kræfter, som står bag angreb og udfald mod Danmark i denne sag«, siger Bendt Bendtsen. SF: Afværgemanøvre SF's formand, Villy Søvndal, kalder regeringens udspil en »ren afværgedagsorden«. »I salen kan regeringen bekræfte, at der ikke er sket noget forkert, mens den samtidig kan holde belastende dokumenter tilbage for offentligheden. De vil ikke lade sig undersøge, fordi de ved, at det kan ramme dem hårdt«, siger Villy Søvndal. I de sidste uger er flere breve fra den egyptiske regering og fra Den Islamiske Konferenceorganisation, OIC, kommet frem i pressen. Brevene viser, at den danske regering allerede i efteråret blev advaret om, at blandt andet sagen om Jyllands-Postens profettegninger kunne eskalere, hvis ikke regeringen tog den alvorligt. »Regeringen må lægge alt frem, så vi kan se, hvad der egentlig er sket«, siger Enhedslistens Frank Aaen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her